*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

USA/tendens: Alphabet vil stjæle tronen fra Apple

Alphabet ventes at stjæle tronen som verdens mest værdifulde børsnoterede selskab fra Apple, når det amerikanske aktiemarked åbner tirsdag.

Investor

Exxon Mobil, Pfizer, UPS og Dow Chemical har desuden offentliggjort nye regnskaber og vil blive bedømt i et marked, der tegner til at være overvejende negativt.

Før åbningen ligger futures på de ledende amerikanske aktieindeks i rødt. Futures på Dow Jones-indekset indikerer et minus på 0,6 pct., mens både S&P 500- og Nasdaq-indekset meldes 0,7 pct. nede fra start.

Olieprisen dykker på ny, og det trækker en række olieselskaber i rødt, mens usikkerheden om den globale økonomiske vækst har bidraget til den dårlige stemning.

Der er lagt op til noget af et tronskifte i amerikansk selskabshistorie tirsdag, hvor Alphabet, holdingselskabet bag blandt andet Google, efter al sandsynlighed vil vippe Apple af tronen som det mest værdifulde selskab i verden.

Alphabets markedsværdi er før åbningen på 523 mia. dollar mod Apples 534 mia. dollar, men da Alphabet-aktien i formarkedet indikeres i plus med 5,4 pct. i 40,61 dollar, ligner det en overhaling. Alphabet-aktien drives frem af et stærkt regnskab og bedre information til markedet om, hvad søgemaskinen Google egentlig indbringer.

- Det bliver nu oplagt for analytikerkorpset at beregne værdien af søgeforretningen separat. Denne værdi bliver højere end ellers, da forretningsområdet i en sådan beregning ikke længere belastes af de store tab på de langsigtede vækstinitiativer, skriver Nordeas chefaktiespecialist Michael Borre i en kommentar til Ritzau Finans.

Olieselskabet Exxon Mobil har tirsdag offentliggjort et regnskab, der er en smule bedre end ventet på bundlinjen. Resultatet per aktie på 0,67 dollar mod ventet 0,64 dollar blandt analytikerne ifølge estimater fra Bloomberg News. Aktien falder en smule i formarkedet.

Også Pfizer, UPS og Dow Chemical har publiceret friske tal før markedets åbning. Dow Chemical og UPS overrasker begge positivt og stiger henholdsvis 3,0 og 3,2 pct. i formarkedet, mens Pfizer dykker 1,7 pct.

Læs også
Annonce
Annonce