*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Fredagens aktier: Genmab og amerikanske jobtal trak ned

Investor

Genmab var fredag en klods om benet for det danske aktiemarked, der trods fremgang i A.P. Møller-Mærsk måtte erkende, at facit blev et fald i C20 Cap.

Samlet faldt eliteindekset med 1 pct. til 956,76, hvilket bragte ugens samlede tab op på 4,5 pct. efter store fald i Novo Nordisk onsdag og torsdag i kølvandet af årsregnskabet.

En blandet arbejdsmarkedsrapport fra USA blev mødt med kursfald på Wall Street, der måtte erkende, at voksende timelønninger øger risikoen for renteforhøjelser fra den amerikanske centralbank.

Herhjemme faldt markedet også yderligere en tand efter jobtallene. Det var med Genmab i rollen som prygelknabe. Biotekaktien tabte 6,4 pct. til 750, efter at partneren Johnson & Johnsons arm for ventureinvesteringer, Johnson & Johnson Innovation, via storbanken Goldman Sachs solgte 1,7 mio. aktier i Genmab for 753 kr. per styk, eller samlet 1,28 mia. kr.

Aktiesalget, der fik aktien til at søge ned mod afregningskursen, blev af Danske Bank betegnet som helt naturligt og en konsekvens af, at Johnson & Johnsons arm for ventureinvesteringer henter en gevinst hjem på sine investeringer. Derimod er der ikke kurrer på tråden i forhold til samarbejdet mellem Genmab og Johnson & Johnson om kræftmidlet, Darzalex, understreger banken.

- Det er Johnson & Johnsons venturekapitalarm, der sælger. At de vælger at sælge ud nu, har intet at gøre med samarbejdet mellem Genmab og Johnson & Johnson. Man må ikke sætte lighedstegn mellem de to ting. Det er et naturligt frasalg. Men vi synes, at rabatten er lidt større, end den egentlig burde være, også set i lyset af, at det, der blev placeret i går, kun udgør tre dages volumen, siger chefhandler i Danske Bank Mads Zink til Ritzau Finans.

Mens Genmab led, blev Novo Nordisk fredag knap så ilde tilredt, som det har været tilfældet de seneste børsdage. Aktien lukkede 1 pct. nede i 330,10 kr. efter et dyk på 12 pct. onsdag og torsdag. Især udenlandske børshuse har handlet aktien ned de seneste dage på grund af skuffelse over de finansielle mål.

Blandt fredagens positive islæt var A.P. Møller-Mærsk, der steg med 1,3 pct. til 8890 kr. Fremgangen satte ind i løbet af formiddagen, da oliepriserne steg, og aktien holdt sig oven vande, selv om prisstigningerne gik i sig selv igen ud på eftermiddag. Fredag kom der i øvrigt igen skuffende tal for containerraterne, hvis man ser på dem med Mærsk-briller. Raterne faldt med 4,2 pct. i denne uge.

Imens kunne TDC glæde sig over at stryge helt til tops på det danske aktiemarked med en stigning på 5,1 pct. til 31,49 kr. Telekoncernen leverede et svagt regnskab for fjerde kvartal, men det var uden de store overraskelser, da selskabet i sidste uge fremlagde ny strategi og tal for 2015. Samtidig blæste der milde vinde i resten af Norden.

- Teleaktierne i Norden klarer sig rigtigt godt, og det kan TDC have fået lidt medløb på, siger senioraktierådgiver i Nordea Jesper Bamberger til Ritzau Finans.

Der kan desuden have været tale om en modreaktion. TDC nåede midt på ugen det laveste slutniveau siden 2009 i 29,05 kr.

Blandt fredagens sårede aktier var også Pandora, der bakkede 4,1 pct. til 872,50 kr. Smykkekoncernen har haft en skidt uge med fald ugens fire sidste børsdage.

- Der er to forklaringer på det. Dollaren er svækket, og Pandora er dollarfølsom. Desuden kan der være nogen, der positionerer sig op til regnskabet på tirsdag, vurderer Jesper Bamberger.

Blandt sidepapirerne faldt IC Group 4 pct. til 217,50 kr. efter et svagt regnskab, der viste marginal fremgang på toplinjen, men et lavere driftsresultatet. Dermed skal IC Group levere et rigtigt godt andet halvår for at komme i mål med sine i øvrigt uændrede forventninger.

Imens kunne SAS glæde sig over en kursstigning på 1,7 pct. til 18,10 kr. Trafikstatistikken for januar viste en vækst i passagertrafikken på 11,4 pct.

Zealand Pharma drattede 7,4 pct. til 106,50 kr. Zealand meddelte torsdag, at selskabet er bekendt med en verserende sag mellem samarbejdspartneren Sanofi og Astrazeneca ved de amerikanske patentmyndigheder, men det er ikke part i sagen. Sanofi anmodede i december en domstol om en kendelse om, at Sanofis lixisenatid-produkter, der er indlicenseret fra Zealand, ikke krænker Astrazenecas patenter, hvilket Astrazeneca hævder.

Læs også
Annonce