*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

Markedsoversigt: Aktiefald og uændret rente efter USA-rapport

Investor

Aktierne blev sendt ned, mens renterne returnerede til et uændret niveau efter offentliggørelsen af en amerikansk jobrapport, der overordnet set skuffede.

Genmab var fredag en klods om benet for det danske aktiemarked, der trods fremgang i A.P. Møller-Mærsk måtte erkende, at facit blev et fald i C20 Cap.

Samlet faldt eliteindekset med 1 pct. til 956,76, hvilket bragte ugens samlede tab op på 4,5 pct. efter store fald i Novo Nordisk onsdag og torsdag i kølvandet af årsregnskabet.

En blandet arbejdsmarkedsrapport fra USA blev mødt med kursfald på Wall Street i erkendelse af, at voksende timelønninger øger risikoen for renteforhøjelser fra den amerikanske centralbank.

Herhjemme faldt markedet også yderligere en tand efter jobtallene. Det var med Genmab i rollen som prygelknabe. Biotekaktien tabte 6,4 pct. til 750, efter at partneren Johnson & Johnson solgte 1,7 mio. aktier i Genmab for 753 kr. per aktier.

Aktiesalget fik aktien til at søge ned mod afregningskursen.

Mens Genmab led, blev Novo Nordisk fredag knap så ilde tilredt, som det har været tilfældet de seneste børsdage. Aktien lukkede 1 pct. nede i 330,10 kr. efter et dyk på 12 pct. onsdag og torsdag.

Blandt fredagens positive islæt var A.P. Møller-Mærsk, der steg med 1,3 pct. til 8890 kr. Fremgangen satte ind i løbet af formiddagen, da oliepriserne steg. Fredag kom der i øvrigt igen skuffende tal for containerraterne, der faldt med 4,2 pct. i denne uge.

Imens kunne TDC glæde sig over at stryge helt til tops på det danske aktiemarked med en stigning på 5,1 pct. til 31,49 kr. Telekoncernen leverede et svagt regnskab for fjerde kvartal, men det meste var kendt. Der kan dog også have været tale om en modreaktion. TDC nåede midt på ugen det laveste slutniveau siden 2009 i 29,05 kr.

Den blandede jobrapport satte fredag dagsordenen på obligationsmarkedet, som reagerede med stigende renter.

Renten på den toneangivende, tiårige amerikanske statsobligation lå ved dansk børslukketid i 1,89 pct. - en stigning på 5 basispoint efter jobtallene. Herhjemme var reaktionen mere afdæmpet. Et lille rentefald midt på dagen blev visket bort, og den tiårige danske statsobligation sluttede uændret med en rente på 0,59 pct.

Jobrapporten fra USA viste, at der i januar blev skabt 151.000 arbejdspladser uden for landbruget, og at ledigheden faldt til 4,9 pct. Jobskabelsen skuffede, mens faldet i arbejdsløsheden var uventet, idet økonomerne regnede med en uændret arbejdsløshed på 5 pct.

Analytiker i Danske Bank Mikael Olai Milhøj vurderer, at selv om beskæftigelsesvæksten er aftaget, så er en jobvækst på 151.000 stadig et solidt tempo. Han pointerer også, at arbejdsløsheden nu er under den amerikanske centralbanks mål for den strukturelle ledighed i amerikansk økonomi. Og tallene fik da også markedet til at øge forventningerne til en renteforhøjelse i USA i år.

Læs også
Annonce