*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

Kendte teknologiaktier bankede aktieindeks ned i 2014-niveau

LinkedIn førte an med massivt tab, da de amerikanske aktieindeks fredag fik hug.

Investor
Michael O'Connor, forgrunden, arbejder med aktiehandlere på børsen i New York på den post, der håndterer LinkedIn Foto: Richard Drew

De amerikanske aktier led massive tab fredag, da teknologiaktierne som de tungeste lodder havde deres andel i, at samtlige store aktieindeks sank.

Det teknologitunge indeks, Nasdaq Composite, der blandt andre tæller Alphabet (Google), Microsoft og Facebook, faldt med 3,25 pct. og nåede dermed laveste niveau siden oktober 2014.

De andre store indeks fulgte trop. Dow Jones faldt med 1,3 pct., S&P med 1,8 pct. og Nasdaq 100 med 3,4 pct.

Fredag blev investorerne endnu engang bekræftet i, at deres frygt for udviklingen i den amerikanske økonomi er reel. Jobrapporten skuffede, og regnskabssæsonen har ikke budt på de store positive overraskelser, der kan være med til at dulme nervøsiteten.

»Det er et skridt frem, et halvt skridt tilbage. Vi har denne vækstfrygt, og fordi økonomien ikke er så robust, som den kunne være, tror alle, at et enkelt sæt mindre-end-positivt-data er det, der kommer til at tippe os i recession,« siger Lew Piantedosi, der er porteføljemanager hos Eaton Vance Corp., til Wall Street Journal, om den amerikanske jobrapport, der rystede investorerne.

Værst gik det fredag ud over en række højtprofilerede teknologiaktier, der fik hug efter en række tvivlsomme salgsprognoser.

LinkedIn var tæt på at halvere sin værdi, da aktien faldt med hele 43,6 pct. LinkedIn blev kun overgået af det mindre kendte softwareselskab, Tableau Software, som dykkede 49,44 pct.

Knap så hårdt gik det ud over Facebook, Alphabet, Amazon og Netflix, der dog led markante fald på henholdsvis 5,8 pct., 3,6 pct., 6,4 pct. og 7,7 pct.

Den amerikanske jobrapport viste, at USA havde fået 151.000 flere job i januar, hvilket var omkring 20 pct. færre, end man havde forventet. Arbejdsløsheden faldt til 4,9 pct., det laveste niveau i otte år, men det var ikke nok til at kompensere for skuffelsen i jobvæksten.

Oveni de dårlige jobnyheder faldt også prisen på amerikansk råolie med 2,6 pct.

Læs også
Annonce