*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Twitter ramt af tweetstorm få dage inden årsregnskabet

Twitter går ind i regnskabsugen med kritik og usikkerhed fra alle kanter.

Investor
Hashtagget #RIPTwitter blev brugt 90.000 gange i timen lørdag. Soeren Stache

Det er et vingeskudt Twitter, der onsdag offentliggør sit årsregnskab for 2015. Selskabet har fået den værst tænkelige optakt. Investorerne er rystede og sælger ud, det har de gjort længe, men nu har også brugerne vendt sig mod Twitter.

Twitter er således blevet ramt af sin egen boomerang og er havnet i en vaskeægte tweetstorm. Lørdag begyndte et nyt hashtag at florere på Twitters brugerflade, en dommedagsprofeti: #RIPTwitter. Rest in Peace, Twitter - hvil i fred, Twitter.

Det har dog intet med det kommende regnskab at gøre.

Brugerne reagerer derimod på nyheden om, at Twitter angiveligt planlægger at introducere en såkaldt algoritme-tidslinje, som man kender den fra Facebook. I stedet for at se tweets i kronologisk rækkefølge på sin tidslinje, vil algoritmen gå ind og udvælge, hvad den tror, brugerne er interesserede i at læse. Det skriver Buzzfeed News.

Og det var langtfra populært blandt brugerne.

Artiklen fortsætter under tweetet

Ifølge hashtags.org, der analyserer brugen af hashtags, blev #RIPTwitter brugt omkring 90.000 gange i timen, i timerne efter at nyheden slap ud.

Efterfølgende har Twitters administrerende direktør, Jack Dorsey, forsøgt at nedtone planerne.

»Hej Twitter. Angående #RIPTwitter: I skal alle vide, at vi altid lytter. Vi havde ikke planlagt at omorganisere tidslinjen i den kommende uge.«

Twitter slås ikke kun mod en tweetstorm, men også mod en aktiekursstorm, som kun blæser i én retning: Modvind.

Nordnets investeringsøkonom, Per Hansen, kalder udviklingen i Twitter for en investeringsmæssig lidelseshistorie.

Twitter blev introduceret på børsen den 6. november 2013, aktien steg ganske hurtigt fra introduktionskursen på 26 dollars til toppen på 74 dollars. Få måneder senere var kursen halveret, og nu, tre dage før regnskabets time, er en Twitter aktie kun en femtedel værd i kurs 15,7 dollars. Fredag faldt aktien over 7 pct.

Spørgsmålene hober sig op frem mod 2015-regnskabet, der handler om meget mere end tal.

»Udfordringen er fortsat, at Twitter mangler en vækstmæssig killer app. Twitter har åbnet muligheden for 10.000 tegn lange tweets i stedet for 140 tegn, kan det redde Twitter? Direktøren har to job (Jack Dorsey er også adm. direktør i Square, red.) - kan han fokusere tilstrækkeligt? Og så skaber afgangen af fire ledende medarbejdere usikkerhed. Investorerne er lige dele bange og lige dele forventningsfulde,« siger Per Hansen.

Læs også
Annonce