*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

Mandagens aktier: Historisk nedtur for C20 Cap

Investor

Der var voldsomme klø til alle de danske aktier mandag, som bød på det største endagsfald for C20 Cap i indeksets historie. Værst gik det ud over Genmab og Vestas.

- Det er nogle voldsomme scener. Det nærmer sig panikagtige tilstande på markedet, siger senior aktierådgiver hos Jyske Bank Martin Munk til Ritzau Finans.

Det danske eliteindeks C20 Cap-indeks faldt med 5,43 pct. til indeks 904,78 - det største endagsfald i indeksets historie. Alle 20 aktier faldt.

- Det er svært at pege på noget nyt, som har udløst det - det ligner bare en sammenkogning af flere ting, som har gjort markedet nervøst. Jobrapporten fredag var til den svage side, men der var gode elementer, så den kan ikke udløse det i sig selv. Valutareserverne i Kina faldt heller ikke så meget som ventet, siger Martin Munk med henvisning til nøgletal fra USA og Kina.

DANSKE AKTIER BLEV SÆRLIGT HÅRDT RAMT

De danske aktier har mandag generelt været hårdere ramt end resten af Europa, selv om de europæiske aktier også faldt. Ved dansk børslukketid ligger det brede Stoxx 600-indeks i 3,0 pct.

- De danske aktier havde lidt til gode fra i fredags, hvor de lukkede lidt før resten af Europa. Men det er også et marked som på nogle enkelte aktier, særligt defensive aktier, har været dyrt prissat. Derudover kan det være svært at absorbere alt salgspresset i markedet, da der ikke har været købsinteresse til at modsvare salgspresset, når udlandet sælger fra, som det er tilfældet i øjeblikket, siger Martin Munk.

Blandt de aktier, der var hårdest ramt, skilte især Vestas og Genmab sig ud.

- Biotek er blandt andet hårdt ramt i det der ligner et risk-off-scenarie, hvor investorerne sælger risikobetonede aktiver, blandt andet Genmab. Det er et meget bredt udsalg af aktier, hvor også defensive aktier som Chr. Hansen og Novo Nordisk oplever kursfald. Der er ingen sikre havne i det her marked, siger senior aktierådgiveren.

Genmab-aktien er desuden påvirket af, at storaktionæren Johnson & Johnson placerede en større aktiepost i markedet i sidste uge, hvilket allerede fredag kostede aktien et kursfald på 6,4 pct. Aktien faldt mandag 11,5 pct til 663,5 kr.

Vestas-aktien endte også i bunden af indekset med et fald på 9,6 pct. til 381,4 kr.

Novo-aktien, der har haft det svært siden sidste uges regnskab for 2015 og justeringen af de fremadrettede forventninger, endte dagen med et fald på 4,65 pct. til 313,7 kr.

Ud over det brede udsalg på markedet nedjusterede schweiziske UBS anbefalingen af aktien til "salg" fra "neutral" og sænkede kursmålet til 300 kr. fra 370 kr. De langsigtede mål, som Novo Nordisk meldte ud i forbindelse med sidste uges regnskabsrapportering, er ifølge analytikerne hos UBS for optimistiske.

I toppen af C20 Cap-indekset endte Coloplast med et fald på 2,9 pct. til 491,2 kr.

Novozymes har mandag meddelt, at enzymkoncernen vil omorganisere sig i tre divisioner: Vaskemidler og tekniske industrier, Landbrug og bioenergi samt Føde- og drikkevarer. Ændringen skal styrke Novozymes' evne til at levere mere innovation til kunderne hurtigere og med større kommerciel effekt, men det var langt fra nok til at holde aktien oven vande. Novozymes faldt 4,3 pct. til 273,3 kr.

Uden for C20 Cap offentliggjorde Exiqon mandag eftermiddag et regnskab for fjerde kvartal, der bød på en stigning i omsætningen og en fremgang fra underskud til overskud på bundlinjen. Aktien faldt 1,7 pct. til 11,8 kr.

Endelig gennemførte Per Aarsleff mandag et aktiesplit i forholdet 1 til 10. Fredagens slutkurs svarer omregnet til 196,80 kr. Mandag faldt aktien 8,5 pct. til 180 kr.

Niels Fibæk-Jensen, +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Læs også
Annonce