*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Markedsoversigt: Historisk nedtur på C20, mens renten faldt

Investor

Der var voldsomme øretæver til danske eliteaktier mandag, som bød på det største endagsfald for C20 Cap i indeksets historie. Værst gik det ud over Genmab og Vestas.

- Det er nogle voldsomme scener. Det nærmer sig panikagtige tilstande på markedet, siger Martin Munk, senior aktierådgiver hos Jyske Bank, til Ritzau Finans.

Det danske eliteindeks faldt med 5,43 pct. til indeks 904,78. Samtlige 20 aktier faldt i den største nedtur for indekset på en enkelt dag.

- Det er svært at pege på noget nyt, som har udløst det - det ligner bare en sammenkogning af flere ting, som har gjort markedet nervøst, siger Martin Munk med henvisning til nøgletal fra USA og Kina.

De danske aktier har mandag været hårdere ramt end resten af Europa. Ved dansk børslukketid lå det brede Stoxx 600-indeks i 3,0 pct.

-De danske aktier havde lidt til gode fra i fredags, hvor de lukkede lidt før resten af Europa. Men det er også et marked som på nogle enkelte aktier, særligt defensive aktier, har været dyrt prissat. Derudover kan det være svært at absorbere alt salgspresset i markedet, siger Martin Munk.

Blandt de aktier, der var hårdest ramt var Vestas og Genmab.

- Biotek er blandt andet hårdt ramt i det der ligner et risk-off-scenarie, hvor investorerne sælger risikobetonede aktiver, blandt andet Genmab. Det er et meget bredt udsalg af aktier, hvor også defensive aktier som Chr. Hansen og Novo Nordisk oplever kursfald. Der er ingen sikre havne i det her marked, siger senior aktierådgiveren.

Genmab-aktien faldt mandag 11,5 pct til 663,5 kr., mens Vestas-aktien endte i bunden af indekset med et fald på 9,6 pct. til 381,4 kr.

På obligationsmarkedet var Europa mandag på ny delt i to. Investorerne søgte mod de nordeuropæiske obligationer for at komme i ly fra stejle dyk på aktiemarkederne i hele Europa. På de sydeuropæiske obligationsmarkeder hoppede renterne til gengæld i vejret.

Renten på den tiårige danske statsobligation faldt mandag 7 basispoint til en rente på 0,52 pct. fra et niveau på 0,59 pct. ved dansk børslukketid fredag.

- Markedet er stadig ret nervøst, hvilket betyder, at der er meget lidt tiltro til, hvor de makroøkonomiske fundamentaler bevæger sig hen, siger Gennadiy Goldberg, rentestrateg hos TD Securities, til Bloomberg News.

Renten er faldet i takt med, at aktierne også dykkede i mandagens handel. Fra morgenstunden indledtes obligationshandlen med et rentefald på 2 basispoint.

Ser man ud over det europæiske kontinent var obligationsmarkedet delt i to i nord og syd. Renten på de toneangivende obligationer i Paris, Frankfurt og London faldt med 3, 7 og 15 basispoint, mens billedet var stik modsat i Sydeuropa. Her steg renten 14 basispoint i Italien, 12 basispoint i Spanien, 26 basispoint i Portugal og 45 basispoint i Grækenland.

Læs også
Annonce
Annonce