*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Massive kursfald i Tokyo og på de få andre åbne børser

Investor

Der er massive kursfald på de japanske børser tirsdag morgen, hvor kun Tokyo, Sydney og Mumbai er i sving blandt de større børser i fjernøsten, mens de kinesisk-relaterede markeder er lukket for fejringen af det kinesiske nytår.

- Vi har haft en boble i investorernes forventninger til centralbankernes magt. Og nu ser vi, at boblen er bristet. Investorerne er i gang med at indprise det faktum, at centralbankerne ikke længere kan styre markederne. Det blev åbenlyst efter Bank of Japans seneste lempelse, og nu er lignende synspunkter ved at styrkes i forhold til ECB, siger chefstrateg Soichiro Monji fra Daiwa SB Investments i Tokyo til Bloomberg News.

På børsen i Tokyo er effekten af uroen en klar flugt fra risikobaserede aktier til sikre instrumenter som statspapirer.

Investorerne har mistet troen på, at Bank of Japans pengepolitiske lempelser har nogen effekt og kan styre landet mod en stabil inflation, og med styrkelsen af yen på valutamarkedet, står de i forvejen stigende deflationsforventninger til at øges yderligere.

- Markederne ser nu den negative side af de negative rentesatser - at det svækker de finansielle institutioner, og at det ikke øger inflationen, men derimod er væsentligt med til at plante en deflationær tankegang hos befolkningen. De er skeptiske over for, at yderligere pengepolitiske tiltag kan bidrage til at løfte økonomien, siger portefølgeforvalter Jun Kato fra Shinkin Asset Management i Tokyo ifølge Bloomberg News.

Det toneangivende Nikkei 225 indeks dykker 5,7 pct., og det bredere Topix-indeks dropper 5,8 pct, mens den tiårige rente er presset under nul.

I Sydney følger investorerne trop med fald i ASX 200-indekset på 2,9 pct., mens børsen i Mumbai ligger med et minus på 1,2 pct.

Alle de kinesisk-relaterede børser - Shanghai, Shenzhen, Hongkong, Taipei, Seoul og Singapore - er lukkede for det kinesiske nytår.

De amerikanske aktiefutures ligger ved sekstiden med fald på 0,9-1,0 pct.

Læs også
Annonce