*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Aktier/middag: Vestas i plus i underliggende nervøst marked

De danske aktier falder også tirsdag i et fortsat underliggende nervøst marked, hvor et godt regnskab fra Vestas ikke får belønning efter fortjeneste, og straffen til Pandora er lige hård nok.

Investor

Det vurderer chefaktiehandler i Danske Bank Mads Zink over for Ritzau Finans.

- Jeg synes stadigvæk, markedet er noget nervøst. Det kører lidt frem og tilbage. Vi kan ikke rigtig finde ud af, hvilket ben vi skal stå på. Er vi ved begyndelsen af en nedtur? De værste blødninger ser dog ud til at være stoppet, siger han.

I øjeblikket venter markedet på meldingerne, der kommer onsdag aften fra den amerikanske centralbankchef, Janet Yellen, der skal tale til Kongressen i USA.

Det danske C20 Cap-indeks ligger tirsdag middag 1,1 pct. lavere i indeks 895,28. Det er første gang siden 19. februar sidste år, indekset er under 900-niveauet.

Usikkerheden er primært knyttet til USA, Kina og de europæiske banker, vurderer Mads Zink. Grundlæggende mener han dog, at der fortsat ikke er noget alternativ til investeringer i aktier.

- Det kan godt være, man går på sidelinjen i usikkerhed, men når usikkerheden igen falder, må man rykke ind igen, siger han.

Tirsdag morgen blev der leveret to C20-regnskaber og tal fra et par mindre.

De store - fra Vestas Wind Systems A/S og Pandora A/S - løber naturligt nok med den største opmærksomhed.

Vestas kom med et flot regnskab for fjerde kvartal en halv time før børsåbning. Indtjeningen voksede mere end ventet i fjerde kvartal, udbyttet er hævet betragteligt, ordreindgangen satte rekord, og forventningerne ser lovende ud.

Vindmølleproducentens omsætning voksede i årets sidste kvartal til 3035 mio. euro fra 2473 mio. euro et år tidligere, hvilket var med til at løfte driftsresultatet (EBIT) før særlige poster til 404 mio. euro fra 252 mio. euro. Dermed steg EBIT-marginen til 13,3 pct. fra 10,2 pct.

Ifølge Ritzau Estimates havde analytikerne ventet en omsætning på 2952 mio. euro, et driftsresultat på 382 mio. euro og en margin på 12,8 pct.

- Jeg synes, ikke Vestas får efter fortjeneste. Det var et regnskab, der var rigtig stærkt på samtlige regnskabsposter. Det eneste, der skuffede en smule, var, at der ikke var noget aktietilbagekøb, siger Mads Zink.

Han fortæller, at Vestas på telekonferencen oplyser, at man hellere vil lave aktietilbagekøb på realiserede resultater end på forventninger.

- Det kan man godt tolke, som at der kommer et aktietilbagekøb senere i år, siger Mads Zink, der mener, at aktien i et normalt marked vil være blevet belønnet meget mere.

Vestas-aktien stiger, som den eneste i C20-indeks. Aktien ligger med en kurs på 408,60 kr., hvilket er 7,1 pct. højere end mandag, da den faldt knap 10 pct.

Den anden store C20-koncern, som leverede regnskab inden børsåbning, Pandora, leverede i fjerde kvartal en indtjening, der var dårligere end ventet. Bundlinjen i kvartalet endte på et overskud 1.375 mio. kr., hvor analytiker ifølge data indsamlet af Ritzau Estimates havde ventet et overskud på 1.558 mio. kr. Omsætningen var dog på linje med det, som Pandora meldte ud i starten af januar, og smykkeselskabet forventer desuden at øge salget i 2016.

Pandora-aktien daler med 4,6 pct. til 786 kr. - næstmest i C20.

- Det er lidt voldsomt, aktien er nede med så meget. Deres guidance er konservativ. Det er den altid, og det skulle ikke undre mig, om den ikke også viser sig at være det denne gang, siger chefaktiehandleren.

Pandora havde offentliggjort foreløbige regnskabstal i januar i forbindelse med selskabets kapitalmarkedsdag i Thailand.

Bankerne var voldsomt presset mandag, og den mest faldende gruppe i C20. Deutsche Bank måtte ud og forsikre, at man kunne betale renter på sine obligationer. En sjældent set foreteelse. Det har dog været med til at gøre investorerne knapt så nervøse tirsdag.

Bankerne er dog fortsat den næstmest faldne gruppe i det brede europæiske Stoxx 600-indeks.

Herhjemme falder Danske Bank A/S 2,4 pct. til 176,20 kr., Nordea Bank AB sætter sig 1 pct. til 62,03 kr., og Jyske Bank falder 1,2 pct. til 274,90 kr.

Uden for eliteindekset aflagde ALK Abelló A/S regnskab for fjerde kvartal.

ALK-Abelló har haft fremgang i salget og indtjeningen i de sidste tre måneder af 2015, hvor det blandt andet er bedre resultater i Europa, som trækker op.

ALK-aktien stiger 0,9 pct. til 808 kr.

Også Matas A/S kom med regnskab før børsåbning.

Materialistkæden har haft en lille fremgang på både top- og bundlinjen i tredje kvartal af det forskudte regnskabsår 2015/16, hvor der dog ikke er de store udsving i resultaterne. Matas-aktien falder 1,3 pct. til 117,5 kr. mandag, og er dermed kun en spids over introduktionskursen på 115 kr. i juni 2013.

Onsdag leverer tre C20-selskaber regnskaber. Carlsberg A/S   ligger i toppen af C20 med et moderat fald på 0,2 pct. i 547,50 kr.

A.P. Møller -Maersk A/S er også regnskabsaktuel, og aktien varmer op til regnskabet med et krusfald på 2,9 pct. til 8320 kr. for B-aktien.

DSV A/S varmer op til sit regnskab, der ligeledes kommer onsdag med et kursfald på 2,8 pct. til 646 kr.

Læs også
Annonce
Annonce