*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

Aktiemarkedet holder øje med USA's næste skridt

Onsdagens udmelding fra den amerikanske centralbank vil få konsekvenser for aktiemarkedet, mener to økonomer.

Investor
I morgen holder chef for den amerikanske centralbank, Janet Yellen, tale for Kongressen og gør status på amerikansk økonomi.  Foto: AP/Susan Walsh

I dag bliver der gjort status på amerikansk økonomi, når den amerikanske centralbanks direktør, Janet Yellen, holder sin halvårlige tale for Kongressen.

Og der bliver holdt godt øje med verdens vigtigste centralbanks næste skridt. Det kan nemlig have stor betydning for aktiemarkedet, mener chefstrateg i PFA Pension, Henrik Henriksen.

»Aktiemarkedet har brug for en udmelding fra USA. Panikken lurer lige under overfladen, og elastikken er efterhånden så stram, at der ikke skal ret meget til, før markedet reagerer. Men mit gæt er, at vi vil se en positiv reaktion på, at USA nu tager stilling,« siger han.

Siden årsskiftet har der hersket uro på de finansielle markeder, og det er blandt andet blevet diskuteret, om en ny global recession kunne være på vej. 

Et af de emner, der har været spekuleret mest i, er, om den amerikanske centralbank nu vil hæve renten yderligere. Efter syv år med noget nær nul-rente hævede USA trods lav inflation i december 2015 renten 0,25 procentpoint.

Amerikansk økonomi er dog de seneste måneder gået den forkerte vej. Derfor peger både Henrik Henriksen og cheføkonom i Sydbank, Jacob Graven, på, at Janet Yellen med al sandsynlighed ikke vil melde om en øget rentestigning i sin tale.

Der er dog usikkerhed om, hvorvidt centralbanken senere vil hæve renten, og det kan skabe panik på et allerede uroligt aktiemarked.

»Det bliver en stor opgave for Yellen både at signalere, at centralbanken ikke vil hæve renten foreløbig, samtidig med at hun heller ikke vil tegne et alt for dystert billede af økonomien,« siger Henrik Henriksen.

USA kom ud af 2015 med svagere nøgletal end forventet, og inflationen er ikke gået i den rigtige retning. Derfor tror Jacob Graven, at det vil være det centrale emne i Yellens tale.

»Yellen vil nok anerkende den uro, der har været på de finansielle markeder og den usikkerhed, der har været omkring amerikansk økonomi generelt. Det er ikke, fordi billedet er fuldstændig ændret, men nogle nøgletal antyder, at økonomien er bremset lidt op. Men jeg tror, at centralbanken godt kunne finde på at hæve renten senere på året eller henover sommeren,« siger Jacob Graven.

Læs også
Annonce