*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Goldman har mistet troen på guldet

Selv om guldprisen er steget ved årets begyndelse, skal vi ikke håbe på gyldne tider, vurderer Goldman Sachs.

Investor
Amerikanske renteforhøjelser kan kølne interessen for guldet som investeringsobjekt, mener Goldman Sachs. Foto: Aijaz Rahi/AP

Det amerikanske finanshus Goldman Sachs har igennem en længere periode haft et negativt syn på guldprisen.

Og selv efter en stigning på mere end 12 pct. siden nytår forudser finanshuset fortsat, at trenden vil pege ned, idet den amerikanske centralbank ventes at hæve renten ikke færre end tre gange i løbet af året. Det skriver Bloomberg News.

- Vores økonomi-team forventer, at den amerikanske centralbank vil hæve renten med 25 basispoint tre gange i løbet af dette kalenderår til 1,3 pct., skriver Goldman Sachs-analytikerne Jeffrey Currie og Max Layton i et analysenotat, hvor prognosen lyder på, at prisen på et ounce guld kan falde til 1.000 dollar inden udgangen af 2016.

Prisen på guld har haft en rigtig god begyndelse på året, hvor den er steget til lige under 1.200 dollar per ounce, hvilket er det højeste niveau siden juni 2015 og prisen er steget otte dage i træk, hvilket er den længste periode med stigninger siden 2011.

Guldet stiger fordi investorerne søger tilflugt fra de hårdt pressede aktiemarkeder, der er ramt af bekymringer om den globale vækst.

Goldman Sachs vurderer, at den amerikanske økonomi fortsat vil stige med mere end trenden i år, hvilket øger forventningerne til inflationen, mens højere renter ventes at sætte en stopper for guldpriserne, idet metallet ikke giver renter såsom eksempelvis obligationer.

Goldman Sachs venter, at guldprisen vil falde til 1.100 dollar inden for de næste tre måneder, til 1.050 dollar inden for det næste halve år samt til 1.000 dollar inden for det næste år.

Ifølge finanshuset kan guldet dog blive hjulpet, hvis renteforhøjelserne bliver udskudt, mens guldet kan blive ramt, hvis Kina og Rusland reducerer deres opkøb af metallet.

Læs også
Annonce
Annonce