*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

USA/tendens: Udsigt til amerikansk aktierekyl

Efter flere dage med gevaldige kurssmæk er der aktiestigninger over en bred kam i Europa, og samme scenarie ser ud til at ville udspille sig på det amerikanske aktiemarked, når børsklokkerne ringer ind onsdag eftermiddag.

Investor

I hvert fald peger aktiefutures i retning af stigninger i hvert af de tre toneangivende indeks, S&P 500, Dow Jones og Nasdaq, på mellem 0,8 pct. og 1,5 pct.

Tirsdag faldt S&P 500 og Dow Jones med 0,1 pct., mens teknologi- og biotekaktierne i Nasdaq-indekset dykkede 0,4 pct.

Der vil i onsdagens handel komme fokus på blandt andet Time Warner, der ejer HBO og Warner Brothers-filmstudierne, som kom bedre end ventet ud af 2015 og samtidig øger sit aktietilbagekøbsprogram.

Underholdningskoncernen leverede en indtjening per aktie på 1,06 dollar i sidste kvartal af 2015. Her havde analytikerne ventet en indtjening på 1,00 dollar per aktie ifølge data indsamlet af Bloomberg News. Time Warner vil samtidig tilbagekøbe egne aktier for 5 mia. dollar for 2016. Det er i det amerikanske formarked med til at sende underholdningsaktien op med 1,6 pct. til 64,20 dollar.

Der er også udsigt til fremgang for både Netflix, Amazon og Facebook, som i formarkedet stiger henholdsvis 2,2 pct. til 88,03 dollar, 1,9 pct. til 491,11 dollar og 1,9 pct. til 101,40 dollar.

I formarkedet er der også fremgang til en lang række banker, der har fået en særdeles dårlig start på 2016. Ifølge Christian Gattiker, der er researchchef hos Julius Bear, kan bankerne få yderligere medvind, når centralbankchef Jannet Yellen i eftermiddag taler i Senatet i USA.

- Bekymringer over banksektoren er forduftet lidt i dag. Regnskaberne er den seneste tid blevet overskygget af andre emner såsom Kina og oliemarkedet. Men i dag vil Yellen nok give lidt til alle, siger Gattiker til Bloomberg News med henvisning til, at Yellen formentlig vil forsøge at berolige markedet i sin tale.

Knap så fortryllende en handelsdag ser Walt Disney ud til at gå i møde, selv om selskabet før børsåbning leverede et rekordstort overskud.

Disney realiserede i det forskudte regnskabsårs første kvartal et justeret resultat per aktie, EPS, på 1,63 dollar. Det oversteg analytikernes estimat, der lød på 1,45 dollar per aktie ifølge en undersøgelse udarbejdet af Bloomberg News.

Men de flotte regnskabstal er tilsyneladende ikke nok til at imponere investorerne, der i stedet retter fokus mod faldende indtjening fra tv-sportsnetværket ESPN, som Disney driver og ejer. Det øger frygten for, at en opsplitning af kabel-tv-branchens traditionelle forretningsmodel er undervejs.

Disney-aktien falder 3,9 pct. til 88,75 dollar i formarkedet.

Læs også
Annonce