*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Onsdagens obligationer: Roligt marked trods Yellen-tale

Investor

Mens der onsdag var kraftig medvind på det danske aktiemarked, var situationen anderledes rolig på obligationsmarkedet, hvor renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation lukkede i 0,55 pct., hvilket var marginalt højere end tirsdag klokken 17, hvor renten lå i 0,54 pct.

Der var ingen væsentlige nøgletal på programmet, men til gengæld var der blandt obligationshandlerne stor opmærksomhed på chefen for den amerikanske centralbank, Janet Yellen, der talte foran Kongressen i USA.

Yellen aflyste ikke resten af de planlagte rentestigninger i 2016, men nikkede anerkendende til, at uroen på de finansielle markeder truer den pengepolitiske strategi, som centralbanken hidtil har lagt for dagen.

- Det, at hun lægger højere vægt på risiciene end mulighederne for vækst, antyder, at hun er med på markedets forventninger om en beslutning om ikke at hæve renten i marts, siger Avery Shenfield fra finanshuset CIBC til Financial Times.

Talen rykkede dog ikke nævneværdigt ved obligationsrenterne i hverken USA eller Danmark.

- Den forberedte tale var stort set en standardtekst, som efterlader mulighederne vidt åbne omkring fremtidige rentestigninger fra Federal Reserve, tilføjer Josh Shapiro, der er cheføkonom hos researchfirmaet MR, over for Financial Times.

I USA blev den toneangivende T-bond ved dansk lukketid handlet til en rente på 1,73 pct. mod 1,72 pct. tirsdag aften.

Fokus på Yellen vil fortsætte torsdag eftermiddag, hvor hun taler i Senatet.

Læs også
Annonce
Annonce