*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Markedsoversigt: Ny aktienedtur og frygtsomt rentefald

Investor

C20 Cap oplevede onsdag sin største stigning nogensinde, men torsdag vendte nervøsiteten tilbage med fuld styrke og Mærsk-aktierne helt i bund.

Indekset faldt 2,8 pct. til 892,81 efter stigningen på 4 pct. onsdag, hvor markedet revancherede noget af faldet på ca. 8 pct. samlet mandag og tirsdag.

Nedturen forsatte for A.P. Møller-Mærsk, hvis B-aktie lukkede 5,9 pct. lavere i 7410 kr. efter et fald på 3,6 pct. onsdag, da selskabet kom med et skuffende regnskab for 2015. Oven på regnskabet har en stribe finanshuse sænket deres kursmål for aktien. Analytikerne hos ABN Amro gik hårdest til værks og reducerede deres kursmål med hele 3400 kr. til nu 8600 kr.

Derudover var der store hug til bankerne. Nordea lukkede 5,3 pct. lavere i 61,25 kr., Danske Bank endte 4,6 pct. lavere i 171,50, mens Jyske Bank faldt 3,1 pct. til 278,10 kr.

FLSmidths regnskab viste en omsætning i fjerde kvartal på 5297 mio. kr. og et driftsresultat (EBITA) på 384 mio. kr. Til sammenligning havde analytikerne ifølge Ritzau Estimates ventet 5157 mio. kr. i omsætning og 370 mio. kr. i driftsresultat. FLS-aktien steg 0,7 pct. til 218,70.

Investorerne var noget mindre begejstrede for regnskabet fra Topdanmark, som med et nettoresultat for fjerde kvartal på 278 mio. kr. ramte under analytikernes forventninger på 319 mio. kr. Det gav et fald på 6,5 pct. til 147,90 kr.

Carlsberg fik en stigning på 1 pct. til 575 kr. Aktien nød godt af, at Danske Bank hævede anbefalingen af aktien til "køb" fra "hold".

Cbrain lukkede 13,8 pct. lavere til 44,40 kr. efter sit regnskab for 2015, som ellers viste en stigning i overskuddet før skat på 41 pct.

Bekymring om udviklingen i den globale økonomi afspejlede sig torsdag atter i kapitalstrømning mod mere sikre aktiver som guld og statsobligationer i lande som Sverige, Danmark, Tyskland og Storbritannien, hvor renterne derfor blev trykket ned.

Herhjemme endte renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation i 0,50 pct. eller 6 basispoint under onsdagens slutniveau. Tilsvarende faldt den tyske rente 7 basispoint til 0,18 pct. mens den tiårige svenske rente faldt 5 basispoint til 0,39 pct.

Den svenske centralbank, Riksbanken, sænkede torsdag sin ledende rente med 15 basispoint til minus 0,50 pct. Rentenedsættelsen var større end ventet og begrundes med en lav inflation og ændrede forventninger til prisudviklingen den kommende tid.

Onsdag holdt chefen for den amerikanske centralbank, Janet Yellen, sin halvårlige tale til Repræsentanternes Hus. Hun aflyste ikke resten af de planlagte rentestigninger i 2016, men hun nikkede anerkendende til, at uroen på de finansielle markeder kan være en trussel for den pengepolitik, som centralbanken, Federal Reserve, hidtil har lagt for dagen.

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Læs også
Annonce