*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Markedsoversigt: GN og Mærsk førte C20 op med renterne i hælene

Investor

Det blev til endnu en modreaktion på det danske aktiemarked fredag, hvor et stærkt regnskab sendte GN Store Nord i front for et stigende marked. Også renterne steg på ugens sidste dag.

C20 Cap-indekset lukkede 1,5 pct. højere i 905,85 efter en dramatisk uge, hvor indekset bakkede med 5,3 pct.

- Først og fremmest kører olieprisen pænt op igen, og markedet har, som vi har set på det seneste, fulgt med olieprisen, siger chefhandler i Danske Bank Mads Zink til Ritzau Finans.

Han peger på godt nyt fra banksektoren, da tyske Commerzbank kom med et stærkt regnskab, og Deutsche Bank meddelte, at banken vil tilbagekøbe egne obligationer. Danske Bank og Nordea steg med 2,0 pct. og 2,3 pct. til 175 kr. og 62,65 kr.

Den helt store vinder blev GN Store Nord, der steg 9,1 pct. til 121,70 kr.

- Jeg tror, at det hænger sammen med, at der har været en enorm skepsis op til regnskabet, fordi der var kommet et rigtigt svagt regnskab fra Plantronics, der konkurrerer med GN på markedet for headset. Det havde virkelig trukket forventningerne ned, siger Martin Munk, senior aktierådgiver i Jyske Bank.

Blandt de øvrige C20 Cap-aktier steg A.P. Møller-Mærsk med 7 pct. til 7930 kr. målt på B-aktien. En prisstigning på olie på 6,9 pct. medvirkede til fremgangen. B-aktien var faldet samlet næsten 17 pct. i ugens første fire børsdage.

Generelt har det været en dramatisk uge. Mandag faldt C20 Cap-indekset 5,4 pct. - den største tilbagegang, siden indekset blev skabt i november 2011. De dramatiske udsving fortsatte ugen ud med fald tirsdag og torsdag på 2,4 pct. og 2,8 pct. og en stigning onsdag på 4 pct. - den største i indeksets historie.

Vovemod blandt investorerne fredag fik også renterne til at stige. Renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation sluttede 6 basispoint højere end torsdag i 0,56 pct. Over ugen er det blevet til et rentefald på 3 basispoint, da store fald på aktiemarkederne har fået investorerne til at krybe i læ på obligationsmarkedet.

Tyske nøgletal dæmpede imidlertid lidt af nervøsiteten på finansmarkeder fra morgenstunden, da de ikke viste tegn på den økonomiske afmatning, som investorerne ellers frygter.

Målt i forhold til kvartalet før voksede økonomien med 0,3 pct. ifølge sæsonjusterede tal. Det var helt som ventet ifølge Bloomberg News.

Fra USA var der godt nyt midt på eftermiddagen. Det amerikanske detailsalg steg med 0,2 pct. mod ventet 0,1 pct.

Fra USA kom der også en enkelt skuffelse, da forbrugertillidsindekset fra University of Michigan faldt til 90,7 i februar fra 92,0 i januar. Økonomer havde ventet en fremgang til 92,3 ifølge Bloomberg News, men statistikken ændrede ikke retningen i rentemarkedet.

Læs også