*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Europa/aktier: Bankerne stjal rampelyset i stort comeback

Der var store stigninger til den europæiske banksektor på aktiemarkedet mandag, hvor bankerne fik comeback efter en hård start på 2016.

Investor

Det brede europæiske Stoxx 600-indeks, bestående af 600 selskaber fordelt på 18 lande i Europa, steg mandag med 3 pct., og her var flere banker blandt de mest stigende.

Størst fremgang så man i Grækenland, hvor Eurobank Ergasias og Alpha Bank steg omkring 30 pct. og 21 pct.

- Der bliver samlet op i den europæiske sektor, som er blevet straffet siden starten af året, siger John Plassard, der er senioraktierådgiver i finanshuset Mirabaud, til Bloomberg News.

Som årsag peger han på, at mandagens kinesiske handelstal, der viste fald i både import og eksport i januar, ikke fik investorerne til at panikke på de kinesiske børser, der åbnede efter en række helligdage omkring det kinesiske nytår.

- Det kinesiske marked reagerede ikke så dårligt, som vi havde frygtet, og med de svage eksporttal er der store forhåbninger om, at centralbanken vil reagere hurtigt, siger John Plassard til Bloomberg News.

Ser man bort fra bankerne, var der regnskab fra britiske Reckitt Benckiser Group, der blandt andet er kendt for kondomer og hovedpinepiller.

Selskabets salg steg med 7 pct. i fjerde kvartal, og det overgik forventningerne blandt aktieanalytikerne, der ifølge Bloomberg havde regnet med en fremgang på 4,4 pct. Aktien steg med cirka 7 pct. på børsen i London.

I det svenske var der nyt fra tøjkoncernen Hennes & Mauritz, der kunne melde om en salgsfremgang på 7 pct. i januar på årsbasis. Aktien steg 3,5 pct. på børsen i Stockholm.

Læs også
Annonce
Annonce