*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Markedsoversigt: Store aktieudsving og rolige renter

Investor

Mens rentemarkedet herhjemme var i feriemodus tirsdag, var der noget større udsving blandt aktierne, der flere gange i løbet af dagen ændrede retning.

De danske aktier endte dog med et drop, efter at de ellers havde indledt dagen med stigninger. FLSmidth trodsede imidlertid investorernes bekymringer og lå hele dagen i plus.

Samlet dalede C20 Cap-indekset 0,7 pct. til 945,79 med hovedparten af papirerne i rødt oven på en morgen, hvor stort set samtlige aktier ellers havde ligget i plus.

Mandagens stigning fandt sted efter et løft til oliepriserne. Men det positive billede ændrede sig, efter at energiministrene fra Saudi-Arabien og Rusland på et møde i Doha tirsdag formiddag dansk tid blev enige om at fastfryse deres produktion af olie. Herefter gled olieprisen - og med den de fleste europæiske indeks.

- Vi har bevæget os lidt til den negative side, efterhånden som dagen er skredet frem. Det er nok en gang olieprisen, som har været omdrejningspunktet. Godt nok er det i sig selv positivt, at Saudi-Arabien og Rusland mødes. Men de valgte ikke at reducere produktionen, og det tror jeg nu nok, at der har været en lille forventning om i markedet, siger Martin Munk, der er senioraktierådgiver i Jyske Bank, til Ritzau Finans.

Værst gik den fornyede frygt og bæven blandt investorerne ud over A.P. Møller Mærsk-aktierne, der herhjemme førte an i udviklingen. De begyndte dagen i toppen af C20 hjulpet af de højere oliepriser. Men ved middagstid var de sunket helt til bunds i eliteindekset.

Mærsks B-aktie endte 3,6 pct. lavere i 8225 kr.

Helt i toppen af C20 var FLSmidth-aktien at finde efter en dag, der pegede på, at nogle investorer lukkede såkaldte short-positioner, vurderer Martin Munk.

FLS-aktien steg tirsdag med 2,8 pct. til 249,70 kr.

På obligationsmarkedet endte renten på den toneangivende tiårige danske statsobligation tirsdag med en stigning på 1 basispoint til 0,58 pct.

- Det danske rentemarked var tirsdag lidt præget af ferie, siger Henrik S. Hansen, som er analytiker i Sydbank, til Ritzau Finans.

Analytikeren hæftede sig i stedet ved, at Nationalbanken onsdag skal sælge obligationer med udløb i 2018 og 2039.

- Det, der bliver spændende at følge, er, om der bliver interesse for de her obligationer. Det har der ikke været meget af i starten af året. Men i sidste uge var der relativ stor interesse for deres helt korte skatkammerbeviser, der er obligationer med en løbetid på maksimalt seks måneder. Så det, der bliver spændende, er, om sidste uges interesse går igen, siger Henrik S. Hansen.

I december sænkede Den Europæiske Centralbank (ECB) renten til det laveste niveau nogensinde og forlængede sit stimulus-program, men herhjemme følger Nationalbanken ikke nødvendigvis trop.

- Bliver der ikke stor interesse på de her obligationer, er det endnu en indikation af, at Nationalbanken ikke følger med ECB ned, vurderer Henrik S. Hansen.

Læs også