*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
Annonce
0

Markedsoversigt: C20 endte i plus mens renten faldt

Investor

C20 endte torsdag i plus - især drevet af Genmab - mens den toneangivende danske rente faldt.

Optimistiske salgsforventninger til Genmabs nye kræftmiddel, Darzalex, trak den volatile biotekaktie helt til tops blandt de danske eliteaktier i torsdagens grønne aktiemarked.

Nettopåvirkningen for C20 Cap-indekset blev en stigning på 974,24 eller med 0,4 pct. i forhold til onsdagens slutniveau under indtryk af velkendte temaer:

- Det er det samme fokus, der kører gennem markedet, som det har været det i det sidste stykke tid. Det er olieprisen, vi kører lidt med, og vi kan godt mærke på aktivitetsniveauet, at det er vinterferie i Danmark, siger afdelingsdirektør i Sydbank, Ole Kjær Jensen.

- Den har haft nogle gevaldige ture ned, men vi har så sandelig også fået en pæn tur op i de sidste tre-fire dage. Så man skal måske lige sunde sig lidt og se, hvad markedet kan på det her niveau, advarer han.

Selskabsspecifikt pegede dagens spotlight ifølge Ole Kjær Jensen på Genmab, der leverede regnskab efter dansk børslukketid onsdag.

- Der var mange - især i udlandet - der snakke om en lidt svag guidance for indtjeningen. Men man må sige, at deres forventninger til Darzalex var ganske fornuftige, og det gav en pæn stigning for aktien, siger Ole Kjær Jensen.

Torsdag steg aktien 4,1 pct. til 746,50 kr., som er godt 90 kr. højere end for en uge siden. Men ifølge Ole Kjær Jensen er det en berettiget stigning, og Sydbank ser derfor fortsat positivt på aktien.

Af årsregnskabet for 2015 fremgik det, at Genmab venter royalties fra salget af Darzalex på 200-250 mio. kr. i 2016. Partneren Janssens samlede salg af Darzalex ventes at løbe op i 250-300 mio. dollar.

RENTEFALD TRODS PÆNE DATA FRA USA

Trods offentliggørelsen af et par positivt overraskende amerikanske nøgletal torsdag eftermiddag udvidedes dagens rentefald for den toneangivende danske tiårige stats obligation til 5 basispoint til 0,54 pct. ved lukketid. Det var 2 basispoint lavere end ved åbningen.

I Europa sås rentefald på 6-7 basispoint i Frankfurt og Paris ved dansk lukketid.

Det indledende rentefald blev primært tilskrevet referatet fra det seneste møde i den amerikanske centralbanks pengepolitiske komité, som vidnede om, at medlemmerne af bankens rentekomité i stigende grad er bekymrede for, om faldet i råvarepriserne og uroen på de finansielle markeder udgør en risiko for den amerikanske økonomi. Der gav et mindre rentefald i USA.

I formiddagstimerne kom de vestlige landes økonomiske samarbejdsorganisation, OECD, med sit reviderede skøn for, hvor stor væksten i verden vil blive de kommende år. OECD barberede forventningerne til væksten målt på bruttonationalprodukt (BNP) ned til 3,0 pct. i år og 3,3 pct. i 2017.

I den seneste prognose fra organisationen, som blev udsendt i november, lød skønnene på henholdsvis 3,3 og 3,6 pct.

Læs også