*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Fredagens aktier: Genmab eneste grønne undtagelse i rødt marked

Efter længe at have balanceret mellem glæde og sorg i fredagens danske aktiehandel, endte investorerne med mundvigene vendt nedad, efter at et nyt fald i oliepriserne trak et rødt tæppe hen over markederne.

Investor
Genmab-aktien steg fredag 2,3 pct. Foto: Genmab

Eneste lyspunkt herhjemme var Genmab, der fortsat trak i den rigtige retning efter denne uges opløftende meldinger om kræftmidlet Darzalex, mens sløje ratetal og olieprisfaldet trak Mærsk-aktierne til bunds i C20 Cap-indekset.

Samlet dykkede det danske eliteindeks med 1,2 pct. til 962,70, men alligevel endte ugen samlet set med et plus på 6,3 pct. - blandt andet som følge af mandagens rekordstigning.

Generelt var der vinterferiestemning på markedet, og det gav lav omsætning og meget små udsving. Samtidig var regnskabskalenderen tom, og det var småt med selskabsspecifikke nyheder.

- Der har været et nyt stort fald i olieprisen, og det kan man straks se på kurserne i hele Europa, der bliver trukket ned. Det kan man krydre med lidt skuffende regnskaber og usikkerhed om forhandlingerne i EU omkring Storbritannien. Samlet trækker det os lidt ned lige nu, siger Ole Kjær Jensen, der er afdelingsdirektør hos Sydbank, til Ritzau Finans.

Værst gik det for aktierne i Mærsk-konglomeratet, der var tungt presset af nye nedslående meldinger om det i forvejen stærkt pressede marked for containerfragt.

Rateindekset Shanghai Containerized Freight Index (SCFI) faldt i de to uger, der slutter fredag. Og det med et tungt brag. Samlet gik indekset tilbage med 14,2 pct. til indeks 486,7. Dertil skal man lægge fortsat massiv overkapacitet på markedet, og så får man en rigtig dårlig cocktail for containerrederiernes resultatopgørelser.

Rateindekset dækker blandt andet over de tunge ruter mellem Asien og Europa, hvor A.P. Møller-Mærsks containerrederi, Maersk Line, er en dominerende spiller, og her faldt raterne i de to uger med 23 pct. til 332 dollar per tyvefodscontainer (teu).

Indekset opgøres normalt en gang ugentligt, men har været på "ferie" i sidste uge grundet det kinesiske nytår.

- Mærsk er under pres, efter at vi har set et nyt fald i containerraterne på Asien/Europa-ruterne. Derudover er aktierne også presset ned af det fortsatte olieprisfald, siger Ole Kjær Jensen.

B-aktien i Mærsk faldt med 3,3 pct. til 8220 kr., mens A-aktien dykkede 3,4 pct. til 8040 kr.

Biotekselskabet Genmab var eneste grønne undtagelse til fredagens røde marked. Genmab afleverede sent onsdag årsregnskab for 2015, og selv om de samlede forventninger var lidt under det ventede - desuden primært på grund af større udgifter til forskning og udvikling end ventet - var prognosen for Darzalex til behandling af knoglemarvskræft meget opløftende. Aktien steg 2,3 pct.

Jyske Bank løftede efter meldingerne sin anbefaling af Genmab til "stærkt køb" fra "køb" på grund af større end ventede indtægter fra Darzalex i kikkerten, og det gav en stigning på godt 4 pct. til biotekpapiret torsdag. Fredag fortsatte den tendens med et plus på 2,3 pct. til 763,50 kr. for Genmab.

Med i den mere tunge ende af C20-regi var også storbanken Nordea, der var trykket af kritiske røster fra canadiske RBC, der har sænket sin anbefaling af Nordea til "sector perform" fra "outperform", mens kursmålet er skåret til 75,50 kr. fra 79,50 kr.

Årsagen er blandt andet risiko for faldende renteindtægter og højere nedskrivninger, lyder det fra RBC's analytikere.

Nordea faldt med 1,6 pct. til 65,90 kr.

Læs også