*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Markedsoversigt: Grønne aktier og lille rentefald

Investor

Forrest i feltet af mandagens 20 stigende aktier kom transportaktien DSV. Børshuset Carnegie løfter kursmålet til 330 kr. mod tidligere 300 kr., mens anbefalingen fortsat hedder "køb" ifølge data fra Bloomberg News.

Aktien steg mandag med 4,5 pct. til 284,10 kr.

Selve C20 Cap-indekset lukkede 2,3 pct. højere i 984,80.

De ledende europæiske indeks i Storbritannien, Frankrig og Tyskland steg også i omegnen 1,6 - 1,9 pct. ved dansk lukketid efter en fredag med fald. Også herhjemme var mandagens stigning et comeback efter fredagens C20-dyk på 1,2 pct. Samtidig var olieprisen stigende.

Både herhjemme og i Europa var der stigninger i mange forskellige brancher.

Genmab endte igen i top ti med en fremgang på 2,9 pct. til 785,50 kr. Aktien kører videre på positiv stemning efter selskabets regnskab, der kom onsdag efter børslukketid. Det bemærkelsesværdige her var selskabets forventninger til kræftmidlet Darzalex.

Zealand Pharma blev sendt op med 11,6 pct. til 125,50 kr. Det skete, efter at selskabets franske partner, Sanofi, oplyste, at de amerikanske sundhedsmyndigheder, FDA, har accepteret at gennemgå registreringsansøgningen for kombinationsmidlet Lixilan til behandling af type 2-diabetes.

A&O Johansen havde i fjerde kvartal af 2015 et overskud før skat på 115,5 mio. kr. Samtidig venter selskabet yderligere fremgang i 2016. Aktien steg 4,3 pct. til 1976 kr.

Jutlander Bank leverede et resultat i 2015, der landede i den øvre ende af de senest offentliggjorte forventninger, der blev opjusteret i forbindelse med halvårsregnskabet.Investorerne kvitterede med et plus på 4,1 pct. til 176,00 kr.

Den tiårige statsobligation med udløb i 2025 blev handlet med en rente i underkanten af 0,51 omkring mandag klokken 17 mod 0,52 pct. fredag.

Det var ellers ventet, at grønne aktiemarkeder kunne trække investorernes penge væk fra de sikre havn, men den udvikling udeblev. Det samme gjaldt i Tyskland, hvor den toneangivende statsobligation ligeledes blev handlet til en lidt lavere rente.

I USA er renten på den tiårige T-bond til gengæld steget til 1,76 pct. fra fredagens slutniveau på 1,74 pct.

Dagens nøgletal fra Tyskland og eurozonen viste sig da også til den skuffende side. Således udviklede PMI-barometeret over indkøbschefernes tillid i både Tyskland og euroområdet sig lidt dårligere end ventet blandt økonomer adspurgt af Bloomberg News.

I Tyskland endte det samlede PMI-indeks i 53,8. Måneden før var indekset 54,5. Økonomerne havde ventet et indeks på 54,1.

For servicesektoren steg PMI'en dog til 55,1 fra 55,0. Der var ventet en tilbagegang til 54,7.

De skuffende tal viser, at den europæiske økonomi er ramt af uroen på de finansielle markeder, vurderer cheføkonom i Dansk Erhverv Steen Bocian.

Læs også
Annonce