*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Europa/aktier: Sure miner og kursklø til råvaregigant

De europæiske aktiemarkeder vendte tirsdag tilbage i negativt terræn, efter at mandagen ellers bød på pæne stigninger til flere af de ledende aktieindeks.

Investor

Tirsdagens facit for det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks blev et fald på 1,2 pct., mens børserne i London, Paris og Frankfurt endte med dyk på mellem 1,3 pct. og 1,5 pct. Til sammenligning endte de fire indeks mandag med stigninger i intervallet 1,5 og 2,0 pct.

Tendensen med stor volatilitet har været gældende i det meste af indeværende år, hvor usikkerheden især har været drevet af nervøsitet omkring den kinesiske økonomi, skuffende indtjeningsresultater blandt selskaberne og en utrættelig tro på støtte fra centralbankerne, vurderer kapitalforvalter Pierre Mouton fra Notz, Stucki og Cie. i Genève over for Bloomberg News.

- Det er blevet normalt at forvente noget fra centralbankerne, men de er ved at løbe tør for ammunition, og de vil før eller siden stoppe med at sætte deres troværdighed over styr, siger Pierre Mouton til det finansielle nyhedsbureau.

Blandt de europæiske selskaber var der flere regnskaber af interesse. Et af dem kom fra det britisk-australske mineselskab BHP Billiton, der i andet halvår af 2015 havde haft en underliggende indtjening fra fortsættende aktiviteter på 412 mio. dollar. Det var et markant dyk i forhold til samme periode året før, hvor der stod 4890 mio. dollar ud for samme resultatpost.

Desuden meddelte BHP Billiton til investorerne, at selskabets halvårlige udbyttebetaling skæres til 16 cent per aktie fra 62 cent et år tidligere. Oven på meddelelsen reagerede markedet ved at sende BHP Billiton ned med 6,9 pct. på børsen i London.

Lidt sødere var regnskabet fra den franske yoghurt-producent Danone, som havde haft et generelt positivt 2015, hvor de primære resultater endte en smule bedre end ventet blandt analytikere i markedet ifølge Bloomberg News.

For 2016 venter Danone, som er verdens største på sit område, at kunne generere en stigende indtjening - blandt andet på grund af en bedring i salget af mejeriprodukter. Det var sød musik for investorerne, som sendte aktien op med 4,5 pct. på børsen i Paris.

Læs også
Annonce
Annonce