*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

Europa/aktier: Positive takter efter to dage med fald

Stemningen på de europæiske aktiemarkeder er vendt til det positive torsdag ved middagstid efter to dage med røde tal.

Investor

Det fælleseuropæiske Stoxx 600-indeks stiger torsdag med 5,70 pct. til 325,87, mens FTSE 100-indekset i London går op med 2,3 pct. CAC 40 i Paris stryger frem med 2,2 pct., og DAX-indekset i Frankfurt stiger 1,3 pct.

Prisfald på blandt andet olie, kobber og zink gav rystelser i aktiemarkederne i Europa onsdag, som bød på relativt store fald for anden dag i træk.

- Olieprisen spiller en stor rolle i øjeblikket. Den er meget urolig og præget af de meldinger, vi får fra olielandene. Der har været nogle upræcise og skiftende meldinger. Der har også været nogle sløje nøgletal på det seneste, og det har givet en vis skepsis til markedet i forhold til, hvor vi er på vej hen rent makroøkonomisk. Vi ser dog et comeback på de europæiske aktiemarkeder i dag, og det tyder på, at der er en øget risikoappetit, siger Martin Munk, der er senioraktieanalytiker hos Jyske Bank.

Særligt hos energisektoren og finanssektoren er der positive takter. I det fælleseuropæiske indeks stiger de to sektorer med henholdsvis 3,7 pct. og 2,9 pct.

Øverst i Stoxx 600-indekset finder man det franske selskab Technip, der laver ingeniør- og konstruktionsarbejde for energisektoren. Selskabet fremlagde regnskab torsdag morgen, og tallene viste en bedre omsætning end ventet. Aktien stiger torsdag ved middagstid med 14,6 pct.

Blandt toppen ligger også tyske Aareal Bank og engelske Lloyds Banking, der stiger med henholdsvis 10 pct. og 9,8 pct. Den tyske bank har fremlagt regnskabstal, der viste et højere nettoresultat end ventet, mens den engelske bank overraskede med højere dividender.

Den franske producent af flytilbehør Zodiac Aerospace har en skidt dag på børsen, efter meddelelsen om at selskabets genopretningsplan kommer til at tage længere tid end ventet. Selskabet havde i slutningen af sidste år store problemer med både at få leveret fly sæder og -toiletter. Samtidig kan selskabet ikke leve op til den ventede driftsmargin på ca. 10 pct. Aktien falder med 22 pct. ved middagstid.

Cecilie Veile +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Læs også
Annonce