*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Markedsoversigt: Aktier steg en spids - renter tog et nyt dyk

Investor

Det danske eliteindeks C20 Cap endte mandag en spids højere med A.P. Møller-Mærsk i førertrøjen, mens de danske renter tog et dyk til det laveste niveau siden sidste forår.

Aktiehandlen var ellers begyndt med fald, men C20 Cap løftede sig og sluttede 0,2 pct. højere i 994,65.

I løbet af dagen sænkede Kina reservekravene til bankerne, og det var med til at løfte stemningen på aktiemarkederne, vurderer Henrik Henriksen, chefstrateg i PFA.

- Det er det mest bemærkelsesværdige i dag. Kina ønsker at stimulere økonomien ved at give bankerne mulighed for at låne flere penge. Det er et vidnesbyrd om, at landet ønsker at stimulere økonomien. Det kommer, efter at der i januar var meget store udlån i kinesiske banker. Man talte om, hvorvidt kineserne kunne finde på at bremse op, men det her sender et signal om, at de går efter at stimulere økonomien, og det har løftet stemningen i løbet af dagen, siger han til Ritzau Finans.

Mærsk-aktien sejlede helt til tops efter at have begyndt dagen med røde tal. Ifølge chefstrategen kan den kinesiske stimulering af økonomien have haft en effekt på konglomeratets aktie.

Samtidig steg prisen på en tønde af den europæiske referenceolie, Brent, 2,1 pct., hvilket også kan have haft en positiv betydning for Mærsk-aktien. B-aktien steg 3,1 pct. til 9035 kr.

Biotekselskabet Genmabs aktie lå blandt de mest stigende elitepapirer, men faldt lige inden børslukningen med 0,2 pct. til 843,50 kr. Aktien bliver inkluderet i det internationale MSCI-indeks tirsdag.

Vindmøllevirksomheden Vestas fik positiv opmærksomhed, da den meldte om ordrer både herhjemme og i Uruguay. Aktien steg 0,8 pct. til 464,70 kr.

Mod bunden drattede til gengæld ISS, der faldt på 0,7 pct. til 239,00 kr. Selskabet kommer med regnskab onsdag.

På obligationsmarkedet endte renten på den toneangivende, tiårige statsobligation i 0,44 pct. Det er 3 basispoint lavere end lukkeniveauet fredag på 0,47 pct.

Den samme udvikling gik igen i Frankrig og Tyskland, hvor renterne på de tiårige statsobligationer også faldt med omkring 4 basispoint.

Bag sig havde investorerne en række nøgletal. Fra morgenstunden blev den danske BNP-vækst offentliggjort, og udviklingen i fjerde kvartal var en smule stærkere end ventet blandt økonomerne.

Hen på formiddagen kom der tal for udviklingen i forbrugerpriserne i eurozonen for februar, der endte med et fald på 0,2 pct. i forhold til samme periode året før. Økonomerne havde ventet en flad udvikling mod en stigning på 0,3 pct. i januar, viser data fra Bloomberg.

Der kom også amerikanske nøgletal for igangværende bolighandler og Chicago PMI-indekset, der begge landede dårligere end ventet.

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Læs også