*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
BREAKING
0

USA/tendens: Pænt nøgletal løfter aktiehumøret

Investor

En positiv jobrapport for februar løfter stemningen på de amerikanske aktiemarkeder forud for børsåbning fredag. Der er udsigt til stigninger på op mod 0,5 pct., når aktiedagen skydes i gang på Wall Street.

Det viser handelen med futures for de tre toneangivende aktieindeks: S&P 500, Dow Jones og Nasdaq.

Jobrapporten viste en overraskende god fremgang for arbejdsmarkedet, da der blev tilføjet 242.000 nye jobs i årets anden måned. Der var kun ventet 195.000 nye job ifølge et estimat fra Bloomberg, og samtidig blev tallet for januar revideret opad med 21.000 jobs.

Lønstigningerne, der var på 2,2 pct. i gennemsnit på årsbasis, kunne dog ikke helt leve op til forventningen om 2,5 pct.s vækst, viser tallene, og overraskende nok faldt lønningerne i forhold til januar.

Blandt enkeltselskaberne stiger biografkæden AMC Entertainment knap 8 pct. i formarkedet, efter at den har annonceret købet af konkurrenten Carmike Cinemas. Også Carmike-aktien løftes af nyheden - den ligger 16 pct. højere forud for åbningen.

Energiselskabet Chesapeake står forud for en ny dag med tocifrede stigninger, efter at selskabet er gået med til at samarbejde med myndighederne i en undersøgelse af snyd med udbud inden for borerettigheder. Aktien steg 23 pct. tirsdag og 26 pct. onsdag, og den ligger 11 pct. højere i fredagens formarked.

Mindre heldigt ser det ud for H&R Block, der udbyder skatterådgivning, da selskabet kom med et skuffende regnskab sent torsdag. Omsætningen og underskuddet i selskabets tredje kvartal af regnskabsåret var begge undervældende, og aktien ligger til et fald på 11 pct.

Også kontorvarekæden Staples har leveret et regnskab, der ikke kunne leve op til forventningerne. Staples' fjerde kvartal var også under prognoserne på både top- og bundlinjen, og aktien ligger 4,8 pct. lavere i formarkedet.

Læs også
Annonce