*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

Europa/aktier: Norsk aktieraket og råvarer i front

Aktiemarkederne viste store udsving fredag, hvor usikkerhed om konsekvenserne af amerikansk jobvækst gav uro blandt investorerne.

Investor

Slutfacit blev, at det europæiske Stoxx 600-indeks tog sin sjette stigningsdag ud af de seneste syv efter et fald torsdag. Helt præcist med 0,7 pct. til 341,79.

Den imødesete jobrapport fra USA viste en højere end ventet vækst i beskæftigelsen, men en overraskende tilbagegang i lønningerne på månedsbasis. Det gav anledning til tvivl i markedet, som reagerede positivt på udsigterne til vækst i den amerikanske økonomi, men negativt på den medfølgende risiko for rentestigninger fra USA's centralbank, Federal Reserve.

Råvareaktierne førte an takket være en pæn stigning i priserne på blandt andet kobber, zink og sølv. Det gavner aktier i minesektoren og trak underindekset op til et plus på hele 6,1 pct. - klart det bedste blandt Stoxx 600's 19 sektorer. Der var fremgang til blandt andet BHP Billiton, Anglo American og Glencore - alle steg mere end 8 pct.

Norske Seadrill, der servicerer de store olieselskaber, holdt sig dog på ingen måde tilbage. Selskabet gik på weekend med et kursløft på hele 39 pct., på baggrund af spekulationer om at den norske milliardær John Fredriksen vil putte en god stak penge i selskabet.

Fredriksen solgte tidligere på ugen en andel i laksefarmen Marine Harvest og fik over en halv mia. dollar frigjort, skriver Bloomberg News.

Også hollandske Gemalto tog et pænt skridt frem på 9,5 pct., efter at det hollandske softwareselskab varslede øget rentabilitet i 2016 og klart overgik markedets prognoser.

I den kedelige ende var der fald til græske og italienske banker, ligesom det spanske vindmølleselskab Gamesa måtte indkassere et dyk på knap 4 pct. Faldet skyldtes rygter om, at buddet fra tyske Siemens på selskabet blæses omkuld af juridisk turbulens.

Læs også
Annonce
Annonce