*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
Annonce
0

Tirsdagens obligationer: Rentefald holdt ved i hele Europa

Investor

Der var fald til de toneangivende renter i det meste af Europa tirsdag, hvor dagens vigtigste pejlemærke for handelsretningen skulle findes i Kina i form af skuffende eksporttal.

Den toneangivende tiårige danske rente faldt med 4 basispoint i forhold til lukningen mandag og landede således på 0,51 pct. I det øvrige Europa faldt renterne med mellem 3 og 12 basispoint. Størst var faldet i Storbritannien. Den tyske rente faldt med 6 basispoint.

Det skete imens markedet ser frem mod Den Europæiske Centralbanks, ECB's, rentemøde på torsdag, hvor flere bankøkonomer ser mulighed for lempelser.

Tirsdagens største begivenhed skulle dog findes på det asiatiske kontinent. Her viste kinesiske nøgletal et overraskende stort fald i eksporten i februar. Faldet blev opgjort til 25,4 pct. på årsbasis mod et ventet fald på 14,5 pct. blandt økonomerne ifølge estimater fra Bloomberg News.

Importen kom ud med et fald på 13,8 pct. mod ventet 12,0 pct. Noget af faldet skyldes effekten af det kinesiske nytår, skriver Bloomberg News.

I Europa bød dagen på den anden opgørelse over udviklingen i eurozonens bruttonationalprodukt i fjerde kvartal. Opgørelsen viste en stigning på 0,3 pct. i forhold til kvartalet før.

Væksten i bruttonationalproduktet var samtidig positiv med 1,6 pct. i forhold til samme kvartal sidste år. Ifølge Bloomberg News var der ventet stigninger på henholdsvis 0,3 pct. og 1,5 pct. blandt økonomerne, og dermed landede udviklingen som ventet.

Analytiker hos Danske Bank Mikael Olai Milhøj vurderer, at opgørelsen viser tegn på, at de økonomiske udsigter er usikre.

- Vi forventer, at fremgangen i Europa vil fortsætte i år, men tempoet vil nok fortsat være moderat. Det skyldes, at investerings- og eksportudsigterne stadig er svage. Investeringerne i Europa bliver påvirket negativt af usikkerhederne omkring Brexit (Storbritannien potentielle udmeldelse af Europa, red.), den finansielle uro, vi har set i starten af året, og den svage vækst globalt, påpeger han i en kommentar.

Fra Tyskland viste tal fra morgenstunden, at industriproduktionen overraskende steg med 3,3 pct. i januar, mens et estimat fra Bloomberg News indikerede en forventet stigning på 0,5 pct. på månedsbasis. Ifølge Tore Stramer, der er chefanalytiker i Nykredit, er der tale om den største månedlige stigning siden september 2009.

- Og derudover befinder industriproduktionen sig på det højeste niveau siden statistikkens start i 1991. Det må siges at være en stor overraskelse, lyder det fra chefanalytikeren.

Læs også