*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

Onsdagens aktier: DSV kørte forrest i lysegrønt marked

Investor

Det danske C20 Cap-indeks fik onsdag med en stigning på 0,2 pct. til 1001,83 et mindre rebound efter tirsdagens nedtur, hvor DSV-aktien kørte forrest i feltet.

Bankaktierne viste også gode takter ligesom i resten af Europa, mens der blandt sidepapirerne var markant pres på G4S-aktien efter en svag pengestrøm i årsregnskabet. Det tyske Dax-indeks lå ved dansk lukketid med et lille plus på 0,1 pct., idet investorerne kiggede frem mod torsdagens ECB-rentemøde.

DSV-aktien lukkede med en stigning på 2,6 pct. til 282,60 kr. helt i front af det danske eliteindeks, hvilket skete forud for torsdagens generalforsamling. Novo Nordisk-aktien måtte med et fald på 1,1 pct. til 377,50 kr. agere bundprop.

Bankaktierne fulgte en positiv udvikling i resten af Europa, hvor det på den danske scene blev til en fremgang på 1,2 pct. til 309,10 kr. til Jyske Bank, og Nordea steg 1,2 pct. til 69,95 kr.

G4S-aktien fik onsdag et solidt kurssmæk på 10,1 pct. til 18,32 kr. Vagt- og sikkerhedskoncernen aflagde årsregnskab, hvor det canadiske finanshus RBC efterfølgende vurderede at pengestrømmen var svag som følge af restruktureringen og at opsvinget i den organiske vækst også var mindre end ventet. Yderligere hæftede RBC sig ved, at pengestrømmen var svag og at den organiske vækst var mindre end ventet trods stigningen.

Vestas-aktien steg 1,1 pct. til 450,80 kr. Jyske Bank løftede onsdag kursmålet på den danske vindmølleaktie til 515 kr. fra 500 kr. og samtidig blev anbefalingen køb gentaget. Finanshuset vurderede, at Vestas har fået en god start på året, og derfor blev forventningerne til ordreindgangen løftet.

SimCorp steg 0,6 pct. til 306,50 kr. Aktierne i finanssoftwareselskabet blev indledt med en reducer-anbefaling hos Svenska Handelsbanken, som gav aktien et kursmål på 290 kr., idet finanshuset ser kortsigtet modgang men langsigtet medvind.

Atlantic Petroleum dykkede med 46 pct. til 9,50 kr. efter at aktien uden nogen selskabsmæssig årsag tirsdag nåede et niveau på over 21 kr. mod 6 kr. i sidste uge. Det pressede færøske olieselskab Atlantic Petroleum indgik en salgsaftale vedrørende datterselskabet Atlantic Petroleum Norge, hvor de norske aktiviteter blev solgt for 1 nkr.

SAS-aktien tabte 3,7 pct. til 18,10 kr. og dermed fortsattes tirsdagens nedtur, hvor det blev til et fald på 3,6 pct. efter at den panskandinaviske luftfartskoncern aflagde regnskab, hvor prognoserne ifølge Handelsbanken indikerer at markedets forventninger var for høje.

Torm-aktien faldt 5,6 pct. til 79,60 kr. Jyske Bank sænkede efter tirsdagens regnskab anbefalingen på rederiaktien til reducer fra køb med et fastholdt kursmål på 80 kr.

Læs også
Annonce
Annonce