*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Markedsoversigt: Børsens 2. division stjal opmærkomheden

Investor

Det var uden for C20 Cap-indekset, at bølgerne gik højt på den københavnske børs onsdag. Blandt eliteaktierne, og ude i Europa, var der mest tale om en dag med let optimisme forud for torsdagens vigtige møde i Den Europæiske Centralbank (ECB).

Ud på eftermiddagen gik meget af pusten dog af stigningerne, og C20 Cap sluttede med et lille plus på 0,2 pct. til indeks 1001,84.

Uden for C20-klubben var der dog rigeligt med bølgeskvulp.

Ikke mindst G4S-aktien var hårdt ramt efter et skuffende regnskab for 2015. Selv om G4S' resultater nogenlunde matchede markedets forventninger, var der tale om "rodede" tal på grund af store engangsposter, bemærkede analytikere fra banken RBC ifølge Bloomberg News. Alt i alt faldt G4S-aktien 10,1 pct. til 18,32 kr.

Atlantic Petroleum, der balancerer på randen af konkurs, fik hug, efter at det gik med til at sælge sit norske datterselskab for et beløb på bare 1 norsk kr. Som konsekvens af aftalen regner selskabet med nedskrivninger på cirka 150 mio. kr. Atlantic Petroleum-aktien lukkede 46 pct. lavere i kurs 9,50.

Brøndby IF var i investorernes søgelys af dårlige årsager efter et 2015-regnskab. Fodboldklubben har sagt farvel til topchef Søren Vadmand, mens cheftræner Thomas Frank har sagt op midt i en skandale om formand Jan Bech Andersens brug af en hjemmeside på nettet til at komme med anonyme tilsvininger af træneren og den tidligere sportsdirektør, Per Rud.

De nyheder overskyggede regnskabstallene for 2015, hvor Brøndby venter et underskud 15 til 25 mio. kr. før skat i 2016. Brøndby-aktien sluttede dog dagen 1,9 pct. højere i 1,05 kr. efter ellers at have startet med fald på næsten 10 pct.

På obligationsmarkedet fortsatte udsvingene i europæiske statsrenter onsdag op til det vigtige rentemøde i Den Europæiske Centralbank (ECB). Der forventes en rentesænkning fra centralbankchef Mario Draghi, men om han også vil komme med nok yderligere tiltag til at tilfredsstille markedet er usikkert.

Onsdag blev facit, at obligationsrenterne blev handlet højere i hele Europa, inklusive i Danmark, hvor den toneangivende tiårige rente sluttede i 0,56 pct. - eller 5 basispoint højere end tirsdag eftermiddag.

Renteløft i samme størrelsesorden sås også i andre europæiske lande.

ECB-chefen Mario Draghi afgiver sin rentemeddelelse klokken 13.45 torsdag.

- På forhånd er spændingen stor. Det afspejler, at ECB klart har indikeret, at der kommer nye initiativer, men samtidig skraber ECB bunden af værktøjskassen. Med en rente, der allerede er negativ og en massiv pengeudpumpning på omkring 5.500 mia. kr. gennem det seneste år, er det begrænset, hvor meget mere ECB kan gøre, skriver cheføkonom Jacob Graven fra Sydbank i en optakt.

Værktøjskassen er dok ikke helt tom, idet de fleste forventer en sænkning af indskudsrenten til minus 0,4 pct. fra minus 0,3 pct.

Redaktion +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Læs også
Annonce
Annonce