*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Europa/aktier: Råvareaktier nederst på rødt kontinent

Der var nok af grunde til at sælge aktier tirsdag i Europa, hvilket de fleste investorer da også gjorde - uden at det blev til dramatiske scener på kontinentets børser.

Investor

Dels faldt olieprisen igen med mere end 3 pct., dels var der nervøsitet forud for onsdagens rentemelding fra USA, og endelig spredte Japans centralbank dårlig stemning ved at undlade at komme med nye væksttiltag. Det førte til profithjemtagning fra en række markedsdeltagere, efter at aktierne også var steget pænt fredag og mandag de fleste steder.

Det brede europæiske Stoxx 600-indeks sluttede 1,1 pct. lavere i 340,86, og der var også fald på godt 1 pct. på de toneangivende indeks rundt omkring på kontinentet.

Alle 19 underindeks i Stoxx 600 var i bakgear, men klart værst klarede aktier eksponeret over for råvarepriser inden for mine- og oliesektoren sig.

Helt nederst blandt de 600 aktier i indekset fandt man dog et medicinalfirma. Schweiziske Galenica dykkede 14,2 pct., efter at forventningerne til datterselskabet Vifor Pharma skuffede markedet. Der var forudset en vækst i driftsindtjeningen på 19 pct. i år, men selskabet spår en meget mere beskeden udvikling.

I bunden af indekset var råvareaktier som Tullow Oil, Anglo American, BHP Billiton og Glencore dog i overtal.

Også Antofagasta, noteret i London, men aktiv med kobberminedrift i Sydamerika, tog tidligt overskrifter med et fald på over 10 pct. efter at have droppet sit udbytte oven på et nulresultat i 2015. Kobberprisen er halveret over fem år, mens Antofagasta-aktien er dykket endnu mere. Aktien rettede sig dog og led kun et dyk på 4,5 pct. ved lukketid.

Mathias Stigsgaard +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail: finans@ritzau.dk , www.ritzaufinans.dk

Læs også