*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Aktierne i Asien: Stærk start afløst af mere afdæmpet udvikling

Investor

De fjernøstlige aktiemarkeder kom godt fra start oven på gårsdagens beslutninger fra den amerikanske centralbanks pengepolitiske komite, der holdt renten i ro og reducerede den planlagte stramningstakt.

Men i takt med at dagen er skredet frem, er begejstringen aftaget, idet centralbankchef Janet Yellens bekymrede kommentarer om den globale vækst er begyndt at have effekt.

- Federal Reserve reddede markedet endnu en gang. Centralbanken mødte markedet på midten med de reducerede stramningsforventninger til to rentestigninger i år mod hidtil fire, pointerer chefstrateg Michael McCarthy fra CMC Markets over for Bloomberg News.

Men i forlængelse af en udskydelse af de planlagte amerikanske renteforhøjelser er dollar svækket, og med en acceleration af kursfaldet over for yen ramler den japanske aktieoptimisme sammen.

- Kursfaldet synes at være mere at være en spekulativ bevægelse end noget som helst andet. Yen er styrket efter Feds møde i går, men det er vanskeligt at kalde det en stor overraskelse, siger seniorstrateg Takuya Takahashi fra Daiwa Securities Group til Bloomberg News.

Det toneangivende Nikkei 225-indeks har vendt indledende stigninger på 1,5 pct. til et fald på 0,7 pct. nul, mens det bredere Topix-indeks samtidig er sendt ned til et minus på 0,6 pct.

De kinesiske aktieindeks på fastlandet klarer sig modsat ganske godt. Shanghai Composite-indekset trækker op med knap 0,9 pct., mens CSI 300 stiger 1,0 pct.

Blandt de andre markeder lægger Hang Seng-indekset i Hongkong fra med 1,1 pct., og Taiwans Taiex-indeks og det sydkoreanske Kospi-indeks stiger henholdsvis 0,4 pct. og 0,7 pct., mens Singapores Straits Times-indekset handles 1,0 pct. højere.

De amerikanske aktiefutures ligger ved 6.45-tiden med stigninger på knap 0,2 pct.

Læs også
Annonce
Annonce