*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Torsdagens aktier: Svækket dollar drænede Novo for kraft

Investor

Belastet af en svækket dollar medvirkede den indekstunge Novo Nordisk-aktie torsdag til et mindre skred i det danske C20 Cap-indeks, der er igen er under 1000 efter et fald på 1,2 pct. til 996,15.

Medicinalaktien faldt torsdag 2,9 pct. til 365 kr. og lagde sig der med i den tungeste ende af eliteindekset i selskab med de tre C20-selskaber, der blev handlet under udbytte.

Det var de rentemilde meldinger fra den amerikanske centralbank onsdag aften, der gav anledning til svækkelse af dollar, og det er - som afdelingsdirektør i Sydbank, Ole Kjær Jensen udtrykker det - ikke den bedste medicin for danske aktier.

- Vi ser det i særdeleshed på nogle af de danske medicinalaktier. Vi ser det på Novo og lidt på Coloplast og Genmab. De har jo indtægterne i dollar og et stort marked i USA, så eksponeringen mod dollar er høj, især for Novo, uddyber han.

Coloplast faldt 2,2 pct. til 489 kr., mens Genmab-aktien mistede 1,8 pct. til 815,50 kr.

- Bankerne er også lidt under pres på grund af udsigt til fortsat lave renter. Ikke så meget nyt i det, konstaterer Ole Kjær Jensen som en forklaring på fald for Danske Bank på 1,4 pct. til 194,10 kr., mens Nordea mistede 2,6 pct. til 70,05 kr.

Den udbytteaktuelle aktietrio omfattede Tryg, der udbetale udbytte på 3,50 kr., men faldt 3,70 kr./2,9 pct. til 123,70 kr., Pandora, der udbetalte 13 kr., men faldt 39,50 kr./4,5 pct. til 830,50 og Jyske Bank, der udbetalte 4,3 kr. med faldt 10,40 kr./3,3 pct. til 301,30 kr.

Mens markedet altovervejende holdt øje med udviklingen for dollar, sneg olieprisen sig et par pct. højere, og det mildnede stemningen omkring Mærsk, der begrænsede faldet til 1,5 pct. til 8865 kr. for B-aktien.

I toppen af eliteindekset sluttede Vestas med en stigning på 2,6 pct. til 469,20 kr. uden selskabsspecifikt nyt.

Næstøverst sluttede FLSmidth med et plus på 2,4 pct. til 260,80 kr. under indtryk af en generelt positiv europæisk stemning omkring råvarer- og energiaktier, der har trukket sektorerne helt i top i det europæiske aktiemarked, og som i USA løftede Caterpillar-aktien trods skuffende regnskab.

Onsdagens skuffelse, Carlsberg, tog revanche med en lille stigning på 0,4 pct. til 595 kr. efter et fald på over 3 pct. onsdag i kølvandet af offentliggørelsen af bryggeriets strategi.

Finanshuset Nomura indledte sin dækning af William Demant-aktien med "køb" og et kursmål på 730 kr., skrev Bloomberg News. Høreapparatkoncernens aktie steg 1,7 pct. til 646,50 kr.

Medvirkende årsag kunne være nyt fra den italienske høreapparatforhandler Amplifon, der sælger produkter fra både GN Store Nord og William Demant, og som over de kommende tre år vil sætte fart på væksten blandt andet gennem åbning af flere hundrede nye butikker.

Det er positivt for GN Store Nord og William Demant, vurderede fra Michael Friis Jørgensen, aktieanalytiker i Alm. Brand Markets. GN-aktien steg 0,7 pct. til 134,40 kr.

Blandt sidepapirerne faldt porebetonproducenten H+H International med 0,7 pct. til 76 kr. efter offentliggørelsen af selskabets årsregnskab. Både toplinjen og driftsresultatet ventes at stige i 2016, hvor der ventes en organisk vækst i omsætningen på 3 til 4 pct., samt et driftsresultat før af- og nedskrivninger samt særlige poster (EBITDA) på 190 til 210 mio. kr.

Tæppevirksomheden Egetæpper nedjusterede forventningerne til 2015/16, efter at aktivitetsniveauet i tredje kvartal ikke har levet op til selskabets forventninger. Aktien faldt 0,2 pct. til 212 kr.

It-firmaet Columbus løftede både top- og bundlinje i 2015. Medgangen kommer ifølge selskabet på baggrund af en anselig vækst i salget af softwareløsninger på det amerikanske marked. Men kvitteringen var et fald for aktien på 0,7 pct. til 7,35 kr.

Læs også
Annonce
Annonce