*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Aktier/middag: Udbyttefragang sænker C20

Investor

Det er umiddelbart en teknikalitet, der fredag på ugens sidste handelsdag sænker C20 Cap-indekset modsat tendensen ude i Europa. Tre af indeksets aktier udbetaler udbytte i kølvandet på generalforsamlinger torsdag.

Fredag middag falder C20 Cap-indekset med 0,6 pct. til 990,5, mens de toneangivende indeks ude i Europa med den brede pensel ligger uændret.

I bryggerikoncernen Carlsbergs aktiekurs fragår 9 kr. i udbytte, hos Danske Bank fragår der 8 kr., mens bankkollegaen Nordea udbetaler 0,64 euro (cirka 4,80 kr.). De tre aktier falder i kroner henholdsvis 6,00, 8,10 og 4,20. Bortset fra Danske Bank, der har meldt om sale-and-lease-back af sit hovedsæde, er der ikke noget selskabsspecifikt fra de tre "udbytte-aktier".

- Salget var ikke helt uventet og bør ikke få kurseffekt, vurderer afdelingsdirektør Ole Kjær Jensen i Sydbank over for Ritzau Finans.

Ifølge Ritzau Finans' beregninger hiver de tre C20-selskabers udbytter alene eliteindekset ned med omkring 0,8 pct., så justeret for denne teknikalitet er der fredag middag tale om en stigning i indekset.

De indekstunge rederiaktier - A.P. Møller-Mærsk - stiger da også ganske pænt. A-aktien stiger 2,1 pct. til 8835 kr., mens B-aktien stiger 1,7 pct. til 9015 kr. Henholdsvis den største og tredje største stigning i indekset. De to rederiaktier klemmer FLS-aktien ind på andenpladsen. FLSmidth-aktien stiger 1,9 pct. til 265,70 kr.

- Der er ikke meget nyt om de selskaber, vurderer Sydbank-direktøren.

Ole Kjær Jensen vurderer dog, at underliggende kan noget shortcovering forklare stigningen i FLSmidth og konstaterer, at Mærsk stiger trods fald i de ugentlige rater.

- Shortcovering har i hvert fald været et tema ved minerelaterede aktier ude i Europa, siger han.

Novozymes får løftet anbefalingen af Carnegie til "hold" fra "sælg". Aktien stiger 0,7 pct. til 287,40 kr.

Kort før børsåbning meddelte Bang & Olufsen, at producenten af luksuselektronik, har indgået et strategisk teknologipartnerskab med LG Electronics om udvikling og produktion af Bang & Olufsens fremtidige tv.

- Det er ikke den melding, vi venter på, men indtil videre er det det eneste vi får, siger Ole Kjær Jensen og tilføjer, at noget kunne tyde på, at salgsforhandlingerne går noget trægt.

Samarbejdet skal være med til at skabe stordriftsfordele og forbedre selskabets langsigtede indtjening. B&O venter at forbedre bruttomarginen og reducere omkostningerne.

Om salget oplyser B&O, at der fortsat pågår dialog med én potentiel byder, som muligvis vil føre til et købstilbud på hele eller dele af den udstedte aktiekapital i Bang & Olufsen.

B&O-aktien stiger 4,5 pct. til 70 kr. efter at have været oppe ved åbningen med knap 10 pct.

Fredag byder også på et enkelt regnskab. Det skal findes blandt sidepapirerne. Det drejer sig om den grafiske virksomhed F.E. Bording, der er aktuel med en resultatopgørelse for fjerde kvartal. Bording venter i 2015 en omsætning på 625 mio. kr. og en andel af resultatet efter skat på omkring 25 mio. kr.

Bording-aktien ligger forud for offentliggørelsen af regnskabet uændret i 775,00 kr.

Uden for eliteindekset er der også fokus på Solar. HSBC's analytikere tror, at der er mere kurspotentiale i Solar og hæver anbefalingen for Kolding-aktien til "køb" fra "hold".

HSBC har dog ikke ændret på sit kursmålet på 440 kr.

Solar-aktien havde stor fremdrift i 2015 fra et kursleje omkring 300 til en top i 452 kr. i december 2015. Siden er aktien dog gået i bakgear, og fredag middag er den uændret 339 kr.

Læs også