*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Vil du vinde på aktiemarkedet? Hold hænderne i lommen

Miniguide til at komme igennem aktieuroen. Og den er ikke svær at forstå.

Investor
Seniorstrateg i Nordea, Tine Choi Danielsen, giver sine bud på, hvordan man kommer helskindet gennem aktieuro.

Vinderne af aktieuro er de investorer, der holder hænderne i lommen og ikke gør noget som helst.

Taberne er dem, der tror, de kan finde top og bund på aktiemarkedet og konstant køber og sælger.

Det er i hvert fald læren af de første måneder med stor aktieuro, mener seniorstrateg i Nordea, Tine Choi Danielsen.

»Udsving på aktiemarkederne kan ikke undgås, og i årets første måneder er fald på 5 pct. den ene dag blevet afløst af stigninger på 3-4 pct. den næste. Men udsving er ikke noget nyt fænomen, og den nedtur, vi har været igennem i år, er helt inden for normalen og siger ikke noget som helst om, hvordan året slutter,« siger Tine Choi Danielsen.

Specielt i urolige perioder, hvor dommedagsprofeterne igen dukker op, er det vigtigt ikke alene at have en investeringsstrategi, men også at følge den.

»Alle bør have en præcis plan for investeringerne. Det gælder i princippet både daytradere og investorer, der har en årelang tidshorisont. Man skal gøre op med sig selv, hvor stor en risiko man vil løbe i forhold til det afkast, man gerne vil have,« siger Tine Choi Danielsen.

Daytradere sætter sig typisk kursmål for de enkelte aktier i porteføljen, ligesom de også sætter sig makstabsgrænser, hvor de sælger ud, hvis markederne dykker. Sådan er det også med de mere langsigtede investorer, hvor man skal gøre op med sig selv, hvor meget man er villig til at tabe undervejs i bestræbelserne på at få det ønskede afkast på længere sigt.

Her følger Tine Choi Danielsens miniguide til at komme helskindet igennem aktieuro:

  • Man skal se sine investeringer langsigtet. Aktier giver på langt sigt et gennemsnitligt årligt afkast på 6,8 pct. og slår dermed alle andre typer investeringer. Men der vil uundgåeligt være udsving undervejs.
  • Den nedtur, vi var igennem i begyndelsen af året, er ikke usædvanlig og siger ikke noget som helst om, hvordan året slutter.
  • Forsøger man at slå markedet eller at sælge i nedgangstider, risikerer man at gå glip af stigninger. En stor del af stigningerne i C20-indekset siden midten af februar kom eksempelvis på blot fem enkelte dage.
  • Ens investeringsprofil og tidshorisont blev fastlagt, da man begyndte med at investere. Udsving bør som udgangspunkt ikke ændre på ens tidshorisont og risikovillighed, da udsving er en naturlig del af det at investere.
  • Sover man dårligt om natten og tænker for meget over de store udsving, kan det være tegn på, at man har valgt en forkert investeringsprofil. Så skal man overveje at få revideret sin profil.

Fokus på investeringsstrategi er med andre ord blevet højaktuel de seneste måneder med store kursudsving.

»Derfor bliver konklusionen på det seneste investeringsmøde i banken måske oftere hevet op af skuffen i øjeblikket. Det er godt at minde sig selv om, at man har lagt en plan for sine investeringer, som man kan holde sig til, når kurserne pisker ned – og senere op« siger Tine Choi Danielsen.

Det er usikkerheden omkring den globale økonomi, der har sendt aktiekurserne i gulvet især i starten af året, mens optimismen pludselig vendte tilbage i midten af februar og gav investorerne mere end et helt års afkast – 10-12 pct. – de efterfølgende uger.

Læs også
Annonce
Annonce