*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
0

Tirsdagens aktier: Frygten efter angreb i Bruxelles lagde sig

Bekymringerne og mismodet oven på morgenens angreb i Bruxelles, der prægede det danske eliteindeks i løbet af formiddagen og først på eftermiddagen tirsdag, aftog sidst på handelsdagen.

Investor
Genmab-aktien steg tirsdag med 3,2 pct. Foto: Genmab

Det danske C20-Cap-indeks lukkede således dagen med en stigning på 0,4 pct. til indeks 990,54.

Dermed rettede indekset sig oven på fald på ned under indeks 972 i løbet af dagen.

- Det er nok primært, fordi morgenens uroligheder er kommet lidt på afstand. Vi havde et ret kraftigt dyk omkring ni-tiden, efter at bombesprængningerne i Bruxelles rystede markederne. Vi lå ellers til at åbne uændret, siger Kim Sejdelin, der er aktiehandler for Jyske Bank, til Ritzau Finans.

Det var både Bruxelles' lufthavn og hovedstadens metro, der blev ramt af en serie eksplosioner.

- Ved dykkene var der uvished. Man kender ikke omfanget, ved ikke hvem der står bag, hvor mange døde der er, om der stadig er terrorister på fri fod, eller om der kommer et angreb til. Der skal lige gå et par timer, før man kan sige, at det er overstået for denne omgang. Det kan lyde barsk, men så drager man et lettelsens suk og kan sige, at verden kan gå videre, forklarer Kim Sejdelin.

- Det, at vi rettede os i løbet af dagen, er vel en illustration af, at de finansielle markeder efterhånden har fået noget robusthed i forhold til at ryste den her slags hændelser af sig, uddyber han.

Københavns Lufthavn øgede i kølvandet på eksplosionerne i Bruxelles patruljeringen i form af øget politi og lufthavnens eget securitypersonale.

KBHL-aktien faldt med 2,4 pct. til 3760 kr.

I toppen af C20 endte Genmab-aktien, der gik 3,2 pct. frem til 842,50 kr., efter at biotekselskabet meddelte, at der er sat gang i nye studier af dets kræftmiddel Daratumumab, som i denne omgang skal testes i kombination med Roches forsøgsmiddel Atezolizumab.

Lige efter fulgte TDC oven på en analyse fra Credit Suisse. Telia har ifølge finanshuset store udfordringer med at tjene penge på det danske mobilmarked, men en løsning på de pinsler kunne være at købe TDC, vurderer den schweiziske storbank ifølge Bloomberg News.

Det vil ifølge banken være den "letteste måde" at adressere udfordringen med at være nummer tre på det danske marked og give Telia adgang til såkaldt NGN-netværksinfrastruktur i Danmark og Norge.

TDC-aktien steg med 2,9 pct. til 32,20 kr.

Uden for eliteindekset fik Struer-virksomheden Bang & Olufsen en del opmærksomhed på baggrund af en dialog med selskabet Sparkle Roll Group Limited, der er ejet af rigmanden Qi Jianhong.

Qi Jianhong er angiveligt interesseret i at købe alle aktierne i Bang & Olufsen til en "fornuftig pris", der dog ikke er defineret nærmere.

- Vi elsker B&O. Det er en fantastisk virksomhed med fantastiske produkter, en stærk ledelse og et attraktivt globalt potentiale. Vi ser B&O som et verdenskendt og særdeles eftertragtet brand, der kombinerer fremragende teknologi med en stærk dansk designtradition, siger Qi Jianhong i en meddelelse.

- Når det er sagt, mener vi også, at en anden ejerstruktur end den nuværende vil gavne B&O. Det vil frigøre ressourcer i firmaet og dermed øge væksten og fremme en konsolidering. Derfor er vi i gang med at undersøge mulighederne for at afgive et offentligt købstilbud på alle aktierne i B&O, påpeger den kinesiske rigmand videre.

Aktien i Bang & Olufsen faldt med 0,7 pct. til 68 kr.

Uden for eliteindekset meddele Tivoli, at forlystelsesparken har valgt at lukke sit internetkasino. Onlinekasinoet har ikke levet op til forventningerne, og derfor lukker Tivoli nu ned for det to år gamle projekt.

- Det danske onlinekasino har haft en fortsat vækst siden dets opstart, men det internationale onlinekasino har ikke indfriet selskabets målsætninger, hvorfor det internationale onlinekasino nu lukkes, skriver Tivoli i en meddelelse.

Tivoli-aktien steg med 1,3 pct. til 3900 kr.

Skako var blandt en stribe sidepapirer, som fremlagde regnskab tirsdag. Resultatopgørelsen for 2015 viste, at Skako sidste år vendte et par års underskud på bundlinjen til overskud. Industriselskabet kom ud af 2015 med et overskud på 13,2 mio. kr. mod et underskud året før på 7,5 mio. kr.

Aktien i det fynske industriselskab lettede med 25 pct. til 50 kr.

Også Prime Office var regnskabsaktuel. Et opkøb fik resultatet i 2015 i ejendomsselskabet helt op at ringe. Både omsætningen og overskuddet er vokset, og nu er selskabet klar til at betale udbytte for 2015 svarende til 1,5 kr. per aktie eller samlet cirka 4,7 mio. kr.

Det markant forbedrede resultat kom, efter at selskabet i sommer overtog 59 pct. af ejendomsselskabet K/S Danske Immobilien.

Prime Office røg 4,3 pct. frem til 85 kr.

Læs også
Annonce