*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Markedsoversigt: Bruxelles-angreb satte sit præg på markederne

Investor

Bekymringerne og mismodet oven på morgenens angreb i Bruxelles, der prægede det danske eliteindeks i løbet af formiddagen og først på eftermiddagen tirsdag, aftog sidst på handelsdagen.

Det danske C20-Cap-indeks lukkede således dagen med en stigning på 0,4 pct. til indeks 990,54.

Dermed rettede indekset sig oven på fald på ned under indeks 972 i løbet af dagen.

- Det er nok primært, fordi morgenens uroligheder er kommet lidt på afstand. Vi havde et ret kraftigt dyk omkring ni-tiden, efter at bombesprængningerne i Bruxelles rystede markederne. Vi lå ellers til at åbne uændret, siger Kim Sejdelin, der er aktiehandler for Jyske Bank, til Ritzau Finans.

Det var både Bruxelles' lufthavn og hovedstadens metro, der blev ramt af en serie eksplosioner. I toppen af C20 endte Genmab-aktien, der gik 3,2 pct. frem til 842,50 kr., efter at biotekselskabet meddelte, at der er sat gang i nye studier af kræftmidlet Daratumumab, som i denne omgang skal testes i kombination med Roches forsøgsmiddel Atezolizumab.

Lige efter fulgte TDC oven på en analyse fra Credit Suisse. Telia har ifølge finanshuset store udfordringer med at tjene penge på det danske mobilmarked, men en løsning på de pinsler kunne være at købe TDC, vurderer den schweiziske storbank ifølge Bloomberg News.

TDC-aktien steg med 2,9 pct. til 32,20 kr.

Uden for eliteindekset fik Struer-virksomheden Bang & Olufsen en del opmærksomhed på baggrund af en bekræftet dialog med selskabet Sparkle Roll Group Limited, der er ejet af rigmanden Qi Jianhong.

Aktien i Bang & Olufsen faldt dog med 0,7 pct. til 68 kr.

Tirsdagens angreb satte også sit præg på obligationsmarked. Fra morgenstunden åbnede det danske obligationsmarked med et anseligt rentefald. Siden rettede renten sig dog igen. Og blev der.

- Dagen i dag startede med de ulykkelige omstændigheder i Bruxelles og de medfølgende usikkerheder, det skaber, når der opstår en situation, man ikke kender. Det påvirker på tværs af markeder, i hvert fald så længe man ikke har overblik over, hvad der sker, og hvad omstændighederne er, forklarer Mikael Olai Milhøj, der er økonom i Danske Bank, til Ritzau Finans.

Angrebene sendte renten ned med op imod 5 basispoint. Herefter kom der dog en stribe nøgletal fra Europa, og renten steg med et par basispoint igen. Tirsdag ved børslukketid lå den toneangivende tiårige statsobligation på 0,47 pct., hvilket var 2 basispoint lavere end mandagens lukkeniveau.

I løbet af formiddagen blev det til en stribe nøgletal fra det europæiske kontinent, som markedets aktører kunne rette opmærksomheden mod, og det påvirkede stemningen.

- Efter angrebene har vi fået nogle nøgletal fra Europa, som har været lidt bedre end ventet overordnet set, lyder det fra Mikael Olai Milhøj om forklaringen på, hvorfor renten rettede sig igen.

Læs også
Annonce
Annonce