*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
Annonce
0

Dieselsagen kan koste VW-aktionærer udbytte

Usikkerheden omkring erstatningssager i USA udfordrer Volkswagen-koncernen.

Investor
Erstatningssagerne i især USA er stadig den store ubekendte for Volkswagen-koncernen. Foto: AP/ Julian Stratenschulte

Efter gentagne år med udbytte må aktionærerne i den tyske Volkswagen-koncern indstille sig på, at det for en periode kan være slut med udbyttebetalingen. Der er en af konsekvenserne af den såkaldte dieselskandale med snydesoftware i 11 mio. dieselbiler.

Ifølge det tyske branchemedie Automobilwoche er VW-koncernens nettolikviditet på 20 mia. euro. Og kilder i bilkoncernen vurderer, at det kan gå ud over kreditvurderingen, hvis likviditeten bliver mindre. Derfor er forventningen, at der næppe bliver til udbytte, når regnskabet fremlægges 28. april. Netop dieselsagen er skyld i, at offentliggørelsen af regnskabet blev udsat.

Kreditvurderingsbureauerne Standard & Poor's, Moody's og Fitch har allerede givet udtryk for, at VW ikke længere bør være et mål for spekulation. Ratingbureauerne har betegnet udsigterne som negative.

Den store ubekendte er, hvor meget bilkoncernen skal betale i erstatning i især USA for sit snyd med dieselbilernes miljøregnskab. Spørgsmålet synes ikke længere at være, om bilkoncernen skal betale erstatning, men om hvor stor den kan blive.

Efter at dieselsagen brød ud i USA tilbage i september 2015 afsatte VW-koncernen 6,7 mia. euro til dækning af sagens omkostninger. Men om det beløb rækker, afhænger bl.a. af udviklingen i USA.

Her forlængede en dommer ved en distriktsdomstol i Californien i påsken fristen for, hvornår den tyske bilkoncern og den amerikanske miljømyndighed Environmental Protection Agency (EPA) skal have fundet en teknisk løsning på, hvordan de op mod 580.000 berørte amerikanske biler skal udbedres.

Dommeren havde tilbage i februar i første omgang givet parterne en frist til 24. marts. Men VW bad om at få fristen forlænget, og det imødekom dommer Charles Breyer fra domstolen i San Francisco. Domstolen skal også behandle de cirka 600 sager, der er samlet i tre gruppesøgsmål mod Volkswagen.

Desuden har de amerikanske myndigheder sagsøgt bilkoncernen for 46 mia. dollars, fordi udledningen af kvælstofilter (NOx) under reel kørsel langt har overskredet grænseværdierne.

I Danmark er op mod 91.000 danske biler af mærkerne Audi, Seat, Skoda og VW omfattet af sagen.

Læs også