*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Valuta: Pundet på vej mod svagt kvartal i skyggen af Brexit

Pundet er på vej ind i, hvad der kan vise sig at blive den britiske valutas svageste kvartal siden 2009, i takt med at markedets aktører indstiller sig på, at Storbritannien kan være på vej ud af EU-samarbejdet. Det skriver Bloomberg News.

Investor

I 2016 er pundet foreløbigt blevet svækket med 5,6 pct. mod en kurv af andre valutaer. Investorerne frygter, at den britiske befolkning den 23. juni vil stemme for, at Storbritannien skal forlade Europas indre marked. Et exit, der er blevet døbt Brexit.

Forward-markedet indikerer, at markedets aktører venter, at pundet vil svækkes yderligere over for sine største modparter i løbet af de kommende tre måneder. Den britiske centralbank, Bank of England, har forsøgt at dæmpe spekulationerne om mulige rentesænkninger og indikeret, at man tværtimod vil hæve den.

Kurskontrakter på rentemarkedet viser imidlertid, at investorerne ikke tror, at det bliver tilfældet, selv om de økonomiske fordele ved en svækkelse af pundet, såsom øget inflation, kan understøtte centralbankens erklæring om, at der snarere vil komme en hævning af renten end en sænkning.

- Den politiske usikkerhed har potentialet til at give pundet en hård medfart. En acceleration i inflationen betyder ikke automatisk, at Bank of England vil hæve renten hurtigere, end vi vurderede for et par måneder siden. Hvis vi ser en vaklende vækst som følge af ​​politisk usikkerhed, så får de nok ikke travlt med at forhøje renten, vurderer Jane Foley, der er seniorstrateg i Rabobank i London, over for Bloomberg News.

Trods investorernes langsigtede skepsis over for pundet styrkes det tirsdag over for alle sine ti største modstykker. Et pund koster tirsdag lidt over middag 1,4275 dollar mod 1,4250 dollar mandag eftermiddag, mens der går 1,2742 euro per pund tirsdag mod 1,2706 euro mandag ved 17-tiden.

Andreas Antoni Lund +45 33 30 03 35 Ritzau Finans, E-mail:finans@ritzau.dk, www.ritzaufinans.dk

Læs også
Annonce