*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Søren Pind dropper milliarddyrt forslag om internetlogning

Justitsministeriets første forslag om at indføre en omfattende overvågning af danskernes internetbrug er blevet skudt til hjørne. Det ville koste en milliard kroner om året, viser rapport.

IT
Søren Pind har været bannerfører for et meget kritiseret forslag om sessionslogning. Nu er det skudt til hjørne, efter Justitsministeriet selv nåede frem til, at det blev for dyrt. Foto: Cicilie S. Andersen/Polfoto

Efter halvanden måneds intens debat om nye krav om internetlogning, har justitsminister Søren Pind nu valgt at droppe forslaget. Det skriver Justitsministeriet i en pressemelding.

Kritikken af forslaget, som blev fremlagt for telebranchen i slutningen af januar, er væltet ind fra mange sider, og telebranchen selv regnede sig frem til, at det ville koste op imod en milliard kroner at etablere den nye form for logning. Kravene i det nye forslag var nemlig væsentligt strammere end da sessionslogning var et lovkrav i årene 2007-2014.

Nu har en analyse, som ministeriet selv har bestilt, vist at regningen bliver netop i den boldgade - en milliard kroner. Og derfor er forslaget nu skudt til hjørne.

»De foreløbige beregninger fra det eksterne konsulenthus, der har vurderet politiets forslag, viser, at det fører omkostninger med sig for branchen i omegnen af en milliard. Det overstiger grænsen for det acceptable,« skriver Søren Pind i en skriftlig kommentar.

I stedet vil ministeren vente til efter sommerferien med at komme med et lovforslag, så der er tid til at finde en bedre løsning.

Og det glæder telebranchen, som indtil videre har været forundrede over den manglende dialog om logningen.

Hvad er sessionslogning
  • Når du bruger internettet fra din computer, telefon eller tablet, sender du datapakker frem og tilbage til andre computere, såkaldte webservere. Hver forbindelse til en webserver åbner en ny session – altså en aftale om at kommunikere. Med hver session – som kan vare fra et splitsekund til mange dage – bliver et antal datapakker overført.
  • Justitsministeriet ønsker at indføre en logning af alle danskeres kommunikation på internettet, ikke af selve indholdet, men af data om hver session. Først og fremmest hvilke to computere, som kommunikerede, og hvornår, men også for eksempel hvilken mobilmast, det skete igennem, hvis det er via mobilt internet.
  • Alle disse data skal gemmes af teleselskaberne, og politiet kan så få dem udleveret, hvis de får en dommerkendelse. Kravet er, at der er tale om alvorlig kriminalitet med bestemte straframmer.
  • Ifølge politiet vil disse logs om hvilke computere, der har været i forbindelse med hinanden, give spor til efterforskning af kriminalitet på nettet – for eksempel hackerangreb eller pædofile, som kontakter mindreårige – men også i mange andre sager, da mere og mere kommunikation flytter over på internettet.
  • Typisk vil kommunikation via nettet ske via en internettjeneste som for eksempel Facebook, så politiet vil så skulle bede Facebook om hjælp til at finde ud af, hvem der var tilsluttet med en bestemt internetadresse på lige det tidspunkt.
  • Også hoteller, cafeer, campingpladser og andre erhvervsdrivende, som tilbyder internet til kunderne, forventes at være omfattet, sammen med boligforeninger med over 100 beboere.
  • Fra mange sider er der modstand mod forslaget - bl.a. Venstre Ungdom, tidl. PET-chef Hans Jørgen Bonnichsen og en stribe organisationer, herunder Dansk Industri, Dansk Erhverv og Dansk Metal.
»Det er meget positivt. Det er ikke hemmelighed at vi har set udfordringer både i form at det juridiske, det tekniske og økonomien. Og samlet set, om det forslag, der blev lagt frem, var proportionalt. I lyset af det er det positivt, at man nu udskyder det forslag, så vi kan få en saglig og grundig dialog,« siger Jakob Willer, direktør for brancheforeningen Teleindustrien.

Med forslaget om sessionslogning skulle teleselskaberne for hver kunde registrere, hvilke servere, der blev skabt kontakt til på nettet, altså en log over hvilke hjemmesider, man besøger. Samtidigt ville kravet om at registrere position på de mobilmaster, der blev sendt data over, betyde en meget detaljeret registrering af danskernes færden.

Argumenterne fra Justitsministeriets og Rigspolitiets side har været, at kriminaliteten flytter fra den analoge verden og over på nettet. Sessionslogning skulle give politiet digitale spor at arbejde med, når en sag blev efterforsket, men undervejs er der blevet sået tvivl om, hvad sessionslogning ville gavne.

Hos Ingeniørforeningen IDA har en helt ny måling blandt foreningens netværk af teleeksperter vist, at 4 ud af 5 var imod forslaget om sessionslogning, som nu altså er droppet.

Læs også