*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Twitter-boss tager livet af vedholdende rygter

Twitter-brugerne kommer ikke til at kunne skrive 10.000-tegn lange tweets, fastslår direktøren.

IT
Twitter holder fast  Foto: Jochen Eckel/picture-alliance/dpa/AP Images

Twitter har ikke tænkt sig at pille ved sin 140-tegns grænse, som det ellers har været spekuleret i siden januar. Det slog den administrerende Twitter-direktør, Jack Dorsey, fast fredag på amerikansk tv.

I januar kunne teknologi-mediet Re/code fortælle, at Twitter var i gang med at udvikle en ny funktion, der skulle gøre det muligt for brugerne at publicere tweets på helt op til 10.000 tegn. I mellemtiden har Twitter ikke kommenteret direkte på rygterne.

Men det skete fredag, hvor Jack Dorsey afviste sådanne planer i NBC-programmet Today Show.

»Den bliver (140-tegns grænsen, red.). Den er en god begrænsning for os, og det giver mulighed for nu-og-her kortfattethed,« sagde Jack Dorsey.

Twitter står over for en lang række udfordringer. Antallet af brugere stagnerer, man tjener ingen penge, ledende medarbejderne flygter, og det samme gør investorerne. Derfor har en række analytikere set planen om at udvide tweet-omfanget som et forsøg på at få gang i biksen.

I tv-programmet siger Jack Dorsey, at der kommer mange nye forandringer i fremtiden, men tegn-udvidelsen er ikke en af dem.

Jack Dorsey har været med, siden Twitter blev stiftet i 2006, og i oktober blev han udpeget som administrerende direktør.

I tv-showet forholder han sig også til historier, som den The New Yorker skrev med titlen 'The End of Twitter".

»Vi vil fortsat være her i 2020'erne og i 2030'erne. Twitter er en fundamental service. Vi har en stor kærlighed til virksomheden,« sagde Jack Dorsey.

I 2016 er mindst syv ledende medarbejdere stoppet, og for nyligt fik det bl.a. Twitter-chefen til at uddele bonusser til medarbejdere, der ville skrive under på at blive.

Aktiekursen har det fortsat hårdt, og den er faldet med 77 pct., siden den i december 2013 ramte kurs 74. I dag er kursen 16,85.

Læs også