Professor: Græsk regering står over for kollaps

Det er med en stor opgave foran sig, at den græske premierminister, Alexis Tsipras, nu må vende hjem til sine partifæller i Athen.

For inden onsdag skal han i parlamentet både få stemt en række reformer og lovforslag igennem og derefter have dem implementeret i lovgivningen. Formår han det, og bliver pakken ligeledes stemt igennem i Tyskland og fem andre nationale parlamenter, står EU klar til igen at forhandle om, hvordan man bedst hjælper det recessionsramte Grækenland på fode igen.

Men det kan blive svært at nå så langt for Tsipras, der ikke længere bare er oppe mod sine kreditorer, men også sin egen regering, vurderer en britisk professor. 

Pakken, Tsipras i Bruxelles har accepteret, er nemlig langt strengere end de reformforslag, han mødte op til mødet med selv, og allerede med dét udkast mødte han modstand i sit eget parti. Derfor kan det blive tilfældet, at Tsipras må finde opbakningen fra oppositionspartierne, og det kan blive undergravende for hans eget parti. For:

»Hvordan kan man have en regering, der reelt set ikke selv regerer?«

Sådan spørger britiske Kevin Featherstone, der ved London School of Economics er professor i græske samtidsstudier og europæisk politik. Ifølge ham står Tsipras nu over for tre scenarier.

1. Reformerne vedtages og implementeres via et flertal i Syriza-regeringen, der dermed også forbliver intakt. Et sådant scenarie er dog højst usandsynligt, vurderer professoren.
2. Tsipras må erkende sig afhængig af et flertal uden for sin egen koalitionsregering og i stedet finde støtte blandt oppositionspartierne. Sker det, kan det føre til Syrizas sammenbrud, og det kan få premierministeren til at udskrive et nyt valg midt i det kaos, der endnu ikke er overstået i eurogruppe-forhandlingerne.
3. Syriza bryder sammen, men Tsipras venter med det nye valg og indsætter i stedet en midlertidig koalitionsregering på tværs af midten. Dermed inddrager han oppositionspartierne, som Syriza ellers gik til valg på at anklage for om forræderi og svaghed i netop gældsforhandlingerne med EU. Tsipras' modstandere inden for partiet ville blive kastet ud på sidelinjen og erstattet af reformvillige politikere, og et valg ville så blive udskrevet enten i slut-sommeren eller start august, forklarer Kevin Featherstone. Han peger i øvrigt på dette scenarie som det mest sandsynlige.

»Det er ekstremt sandsynligt, at regeringen bryder sammen over det her, og at man må finde sin støtte i oppositionen, særligt med tidsfristen in mente. Syriza-regeringen har fejlet. Dens prognose var falsk. Løfterne, man gav, var falske. Og derfor får man nu brug for hjælp fra oppositionen, der i forvejen har ventet på at kunne sige 'hvad sagde jeg',« forklarer Kevin Featherstone. 

Men hvorfor kom det så vidt i Grækenland? Ifølge Kevin Featherstone skal forklaringen ikke bare findes hos Syriza, der godt nok er gået til forhandlingerne og sin egen befolkning med en »amatøragtig« strategi om både at kunne blæse og have mel i munden på samme tid; forklaringen findes også hos tidligere regeringers forhandlinger med EU.

»Hvis vi træder et par skridt tilbage og kigger på de foregående græske regeringer, vil man se, at ingen af dem har formået at tage ejerskab over den reform-dagsorden, der ellers er blevet lagt for dagen i forhandlingerne. Derfor er de aftalte reformer endt med at være utilstrækkelige eller slet ikke blevet indført som lovet. Man må naturligvis være kritisk over for disse tidligere regeringer, men man kan i høj grad også være kritisk over for EU's forhandlingsstrategi,« siger Kevin Featherstone, der peger på, at netop EU er skyld i Syrizas popularitet.

For kreditorerne er gået til forhandlingerne med ultimative krav, og det har svækket grækernes tro ikke bare på Europa, men også de reformvillige græske politikere, der kom før Tsipras, og endte med at blive ydmyget i forhandlingerne. Det har gjort stædige Syriza populært, fordi man er kommet til magten med en retorik, der lovede grækerne at »nedkæmpe Europa« og særligt Angela Merkel, ifølge Featherstone.

»Pakken, Tsipras vender hjem med, er en blanding af politik, man allerede en gang har bevist, ikke virker - altså nedskæringer, besparelser og stram finanspolitik -  og så strukturreformer, som godt nok er nødvendige, men som politisk er blevet præsenteret som kolonialistisk påtvungne love. At man endda får en tidsfrist på tre dage virker også meget diktatorisk, og det styrker Syrizas narrativ om, at Tyskland forsøger at bestemme over grækerne,« siger Kevin Featherstone.

Han erkender, at Grækenland desperat har brug for reformer for at overleve, men fastholder, at EU's opgave snarere end at påtvinge landet noget som helst i stedet bør være at hjælpe med at facilitere en bredere debat om, hvilke reformer der skal til i Grækenland. I stedet har man fokuseret på ultimative og meget specifikke krav til grækernes reformprogram, hvilket gang på gang har sendt de græske politikere på krigsstien.

»En af grundene til, at der nu højst sandsynligt kommer en tværpolitisk koalitionsregering er jo netop, at Grækenland helt oprigtigt har reformvillige politikere, men de er igen og igen blevet undermineret af EU. Nu må Europa bestemme sig for, hvilken græsk regering man kan se sig selv lave forretninger med, og så må man forsøge at støtte og hjælpe den regering, så godt man kan, i stedet for at ydmyge den. Jo mere det ligner, at EU påtvinger Grækenland reformerne, des sværere bliver det for de reformvillige politikere i Grækenland at vinde frem,« siger han.

Da den tyske forbundskansler Angela Merkel tidligere på dagen afholdt pressemøde, blev hun blandt andet konfronteret med, at de strenge nye krav af flere blev fremstillet som et »kup« mod den græske regering.

»Jeg synes, det her er helt på linje med de programmer, vi har gennemført i lignende lande, bortset fra at der denne gang er tale om større summer,« lød svaret på kritikken.

Ligeledes lød det fra EU-Kommissionens formand Jean-Claude Juncker, at Grækenlands økonomiske situation var værre end før folkeafstemningen en uge forinden, og at man derfor måtte sætte hårdere ind for at redde økonomien. Folkeafstemningen resulterede i øvrigt i, at 61 pct. af den græske befolkning stemte nej til en række reformer noget mildere end dem, Tsipras nu vender hjem med.

»Jeg synes ikke, grækerne er ydmyget, og jeg synes ikke, at nogle europæere har tabt ansigt. Det her er en typisk europæisk aftale,« sagde Jean-Claude Juncker.

Fra Angela Merkel lød det blandt andet også, at man i kreditor-institutionerne frem til den 20. juli ville diskutere, hvordan man kan modernisere den græske regerings administration.

Imens stod Alexis Tsipras frem i pressen for at tale om det, man vandt ved forhandlingerne.

»Det var en vanskelig forhandling, men vi forhindrede at statslige aktiver blev flyttet udenlands, at vi ville blive økonomisk kvalt, og at vores bankvæsen ville kollapse. Endelig lykkedes det os gennem svære forhandlinger at få omlagt gælden og skabe en finansiering for den kommende tid,« sagde han.

Sidst en græsk premierminister gik af, var i 2011, hvor Georgios Papandreou efter forhandlingsstridigheder med EU i den græske gældskrise opsagde sin stilling og banede vejen for en national samlingsregering.