*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Annonce
0

Politiker med kendt efternavn skal vælte Tsipras af pinden

Kyriakos Mitsotakis, søn af tidligere premierminister, er valgt som leder af stort græsk oppositionsparti.

Økonomi
Kyriakos Mitsotakis skal lede det konservative, parti Nyt Demokrati. Foto: Yorgos Karahalis/AP

Det bliver den 47-årige Kyriakos Mitsotakis, der fremover skal lede det konservative, parti Nyt Demokrati, der i øjeblikket er Grækenlands største oppositionsparti.

Mitsotakis er søn af den tidligere premierminister Konstantin Mitsotakis, og valget af ham betegnes af iagttagere som overraskende.

Omkring 325.000 medlemmer af Nyt Demokrati deltog søndag i en urafstemning, og her fik Mitsotakis 51 procent af stemmerne og slog favoritten Vangelis Meimarakis, der er tidligere præsident for parlamentet.

Mitsotakis har nu til at opgave at forsøge at genvinde regeringsmagten i Grækenland, der er på økonomisk hestekur efter krav fra landets internationale kreditorer.

Det kræver, at han og Nyt Demokrati kan matche den karismatiske premierminister Alexis Tsipras fra Syriza, som slog det konservative Nyt Demokrati ad to omgange ved parlamentsvalg i 2015.

Mitsotakis er uddannet økonom fra Harvard University i USA og en glødende fortaler for reformer. Han har tidligere udtalt, at han kæmper for "sund fornuft frem for populisme".

- Jeg står for meritokrati, gennemsigtighed og lige muligheder. Jeg garanterer, at vi snart vil danne en centrum-højre-bevægelse, som vil give Grækenland et pålideligt alternativ til regeringen, sagde Mitsotakis i et interview lørdag.

Nyt Demokrati har været uden leder siden juli, da Antonis Samaras pludselig trak sig. Meimarakis har ledet partiet siden.

Faderen Konstantin Mitsotakis var partileder for Nyt Demokrati i 11 år og premierminister fra 1990 til 1993. Derudover har søsteren Dora Bakoyannis en fortid som både borgmester i Athen og udenrigsminister.

Læs også