*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Det var sjovere at være ejer end lejer i 2015

Mens boligejere fik i både pose og sæk i 2015, så måtte lejerne sluge en prisstigning.

Økonomi
De seneste 15 år er huslejen i gennemsnit steget med ca. 2,5 pct. om året. Foto: Michael Hansen

Det var sjovere at være ejer end lejer på det danske boligmarked i 2015.

I hvert fald hvis man kigger på den økonomiske udvikling i de to boligformer i løbet af året.

Mens boligejerne har oplevet, at deres ejendom er blevet mere værd, og renten og dermed omkostningerne til finansiering af boligen er faldet, så har lejerne oplevet en gennemsnitlig huslejestigning på 1,9 pct. i 2015.

Det er mere end den gennemsnitlige lønstigning og mere end det samlede forbrugerprisindeks, der blot steg 0,5 pct. i det forgangne år. Det skriver Nordea Kredits boligøkonom Lise Nytoft Bergmann i en analyse.

»I 2015 er huspriserne steget med ca. 7 pct., mens prisen på en lejlighed er steget med næsten 12 pct. Samtidigt har renten sat rekord, og gjort det billigere for boligejere at betale ydelsen på deres lån. Den samme gunstige udvikling har ikke ramt lejerne, hvorfor man må sige, at 2015 har været et bedre år for ejere end for lejere,« uddyber hun.

De seneste 15 år er huslejen i gennemsnit steget med ca. 2,5 pct. om året, og derfor er der ikke noget usædvanligt i 2015-stigningen. Det usædvanlige er dog, at inflationen er på sit laveste niveau i 62 år, og det får altså huslejestigningen til at se så stor ud, skriver boligøkonomen.

Det er dog ikke kun huslejen, der har haft pil op. Også en række andre boligomkostninger er steget mere end forbrugerpriserne.

Godt nok faldt de samlede boligudgifter med 0,3 pct. i 2015, men prisen på vedligeholdelses- og reparationsudgifter steg med 2,1 pct., og vandregningen voksede med 4,7 pct.

»Da lagt de fleste lejere betaler for en stor del af vedligeholdelsen over huslejen, er det en regning, der primært rammer de danskere, der selv ejer deres bolig,« forklarer Lise Nytoft Bergmann.

Ikke overraskende er der til gengæld en del penge at spare på olie og naturgas til opvarmning af boligen. De to poster er faldet med henholdsvis 18 pct. og 16 pct. i 2015, mens fjernvarmen faldt med 12 pct. ifølge Danmarks Statistik.

Læs også
Annonce
Annonce