*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Er vi på vej mod en ny finanskrise?

Panik på aktiemarkederne og frygt for Kinas økonomi har sat gang i vilde spekulationer.

Økonomi
Siden årsskiftet er tusindvis af milliarder forsvundet fra de globale aktiemarkeder. Foto: AP Photo/Michael Probst

Verden er på vej mod en total nedsmeltning på aktiemarkederne og en finansiel krise, der minder om finanskrisen i 2008.

Det mener i hvert fald flere internationale storbanker og topøkonomer, som advarer mod, at jorden vakler under verdensøkonomien.

Senest har Royal Bank of Scotland opfordret sine kunder til at sælge alle aktier og søge tilflugt i obligationer. Den kendte milliardær George Soros er lige så bekymret.

Siden årsskiftet er tusindvis af milliarder kroner forsvundet fra de globale aktiemarkeder. Alligevel fastholder de fleste økonomer, at frygten for en ny, ødelæggende finanskrise er ude af proportioner.

Med hjælp fra investeringsøkonom i Nordnet Per Hansen og Nordeas seniorstrateg, Tine Choi Danielsen, opridser Finans herunder fem tegn på, at vi ikke er på vej mod en ny finanskrise – og tre tegn på det modsatte.

Derfor får vi ikke en ny finanskrise:

  1. Der er ingen kreditboble i hverken Europa eller USA. Op til finanskrisen i 2008 var væksten og privatforbruget lånefinansieret. Det er den ikke i dag. Gælden i den private sektor er stadig høj, men den er nedbragt markant. Det er beroligende, da gældsfinansieret vækst typisk kan medvirke til en finansiel krise.
     
  2. Væksten i USA og Europa er på rette spor. Særligt servicesektoren i USA buldrer derudaf, mens fremstillingssektoren har det svært. I Europa ser vi et moderat opsving. Intet i de økonomiske nøgletal tyder på, at vi har kurs mod økonomisk recession.
     
  3. Bankerne er bedre polstret. Siden finanskrisen har man øget kravene til bankernes soliditet, så de bedre kan modstå en eventuel krise. Desuden er bankerne mindre gearet. Før finanskrisen var især europæiske banker overgearede og investerede flittigt i high yield obligationer og aktier (obligationer og aktier med en høj risiko). Det har ændret sig.
     
  4. De massive kursfald på aktiemarkederne i Kina er en lukket fest. Over lange perioder har de kinesiske aktier bevæget sig anderledes end den globale og kinesiske økonomi og ikke mindst de globale aktiemarkeder. Når aktieuroen i Kina smitter af på de vestlige finansmarkeder, skyldes det overdreven og irrationel panik.
     
  5. Kina har styr på økonomien. Selvom væksten er nedadgående, er vi langt fra en hård landing. De kinesiske myndigheder har iværksat en række tiltag til at stimulere økonomien. Der går blot lidt tid, før de for alvor slår igennem.

Derfor får vi en ny finanskrise:

  1. Oliepriserne fortsætter deres fald. Det fører til økonomisk krise i en lang række lande, der er afhængige af olieprisens udvikling. En bølge af konkurser i energisektoren vil sende aktiemarkederne nedad og koste banker og kapitalfonde, der har investeret i sektoren, milliarder af kroner. Det kan få korthuset til at falde sammen.
     
  2. Kinas økonomi er på vej mod en hård opbremsning og ender i recession. Det vil trække verdensøkonomien med sig. Som det er nu, er der stor usikkerhed om troværdigheden af de økonomiske nøgletal i Kina. De kan meget vel være dårligere end antaget.
     
  3. Aktiekurserne fortsætter med at falde. Det vil især ramme kinesiske virksomheder, da mange af dem har lånt penge og kastet dem i aktier for at booste deres balance. Disse virksomheder får svært ved at tilbagebetale deres gæld – og skaber dermed en kreditboble, som rammer resten af den globale økonomi.
Læs også
Annonce
Annonce