*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
Annonce
0

Risikostorm truer i 2016

De globale risici har aldrig været større end nu, viser ny rapport.

Billedet på den største globale risiko i 2016: Den fortsatte strøm af flygtninge.  Foto: AP/Martin Meissner

Flygtningestrømme over Middelhavet. Sløvt opsving i Europa. Recession i store udviklingslande. Borgerkrig i Syrien. Krig mod Islamisk Stat og mod terror. Geopolitiske spændinger i Ukraine, Kina og Iran.

Det skorter ikke på begivenheder, der kan nære pessimismen, og nu viser en ny rapport, at de globale risici aldrig har været større end nu.

Så stort er risikobilledet for 2016, at det nærmest får den perfekte storm til at ligne en kølig brise, konstaterer World Economic Forum i den netop offentliggjorte Global Risk Report 2016.

Rapporten måler de globale risici inden for 29 kategorier, og det specielle ved dette års resultat er, at fire af de fem globale risici, der anses for de mest kostbare, også vurderes at være blandt de mest sandsynlige.

Ingen kan være i tvivl om de risici, der truer verden, og alle har i det forløbne år kunne iagttage konsekvenserne, når der ikke eksisterer politisk vilje til at finde politiske løsninger på eksempelvis flygtninge- og migrantudfordringer i Europa eller borgerkrigen i Syrien.

Klaus Schwab, grundlægger, World Economic Forum

Den største risiko i 2016 er omfattende ufrivillig migration efterfulgt af ekstremt vejr, manglende implementering af klimaaftalen og interstatslige konflikter med regionale konsekvenser.

»Ingen kan være i tvivl om de risici, der truer verden, og alle har i det forløbne år kunne iagttage konsekvenserne, når der ikke eksisterer politisk vilje til at finde politiske løsninger på eksempelvis flygtninge- og migrantudfordringer i Europa eller borgerkrigen i Syrien,« siger professor Klaus Schwab, grundlægger af og adm. bestyrelsesformand for World Economic Forum.

Rapporten, der er lavet i samarbejde med forsikringskoncernen Zürich Versicherung og rådgivningsvirksomheden Marsh & McLennan Companies, baserer sig på en rundspørge til 750 eksperter og topchefer i World Economic Forums medlemskreds, der er blevet bedt om at pege på de risici, som de opfatter som mest sandsynlige og mest kostbare i 2016.

Rapporten viser bl.a., at 60 millioner mennesker på tærskelen til 2016 er tvunget på flugt, hvilket er næsten en halv gang flere end i 1940. Da mange flygtninge søger mod lande, der er præget af social ustabilitet, høj strukturel arbejdsløshed og store indkomstforskelle, støder fire væsentlige risici sammen.

De fem størst risici

Efter sandsynlighed:

  • Storstilet og ufrivillig migration
  • Ekstremt vejr
  • Manglende implementering af klimaaftalen
  • Interstatslige konflikter med regionale konsekvenser
  • Naturkatastrofer

Efter konsekvenser:

  • Manglende implementering af klimaaftalen
  • Spredning af masseødelæggelsesvåben
  • Vandkrise
  • Storstilet og ufrivillig migration
  • Alvorligt energiprischok

Data ventes at vise, at den globale gennemsnitstemperatur i 2015 – for første gang – lå 1 grad celsius over niveauet før industrialiseringen begyndte, hvilket øger adskillige risici.

»Klimaforandringerne forstærker globale risici som fødevaremangel, mangel på rent vand, begrænset økonomisk vækst og svagere social sammenhængskraft. Til sammen betyder de øgede sikkerhedsmæssige risici. Geopolitiske konflikter rammer såvel det politiske samarbejde som erhvervslivet og forstærker allerede eksisterende risici samt gør det vanskeligere at foretage forebyggende foranstaltninger,« forklarer Cecilia Reyes, risikodirektør i forsikringskoncernen Zürich.

Risikovurderingen blandt danske topchefer afviger grundlæggende ikke fra topcheferne generelt.

På ét punkt fremhæves Danmark i rapporten – nemlig som det land, hvor borgernes kontakt med offentlige myndigheder er mest digitaliseret, hvilket minimerer risikoen for manglende informationsteknologisk inklusion. Omvendt øger det risikoen for at blive ramt af cyberangreb.

Læs også