*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Cheføkonom: Verdensøkonomien stabiliserer sig

Bag blandede PMI-tal fra Kina gemmer sig måske historien om en stabilisering af økonomien, mener cheføkonom.

Økonomi
Tyskland aftager omkring 15 pct. af den samlede danske eksport, og derfor er det ganske væsentligt, at der er optimisme at spore blandt de tyske indkøbschefer. Foto: AP

Efter en hektisk start på året med skrækslagne investorer, en fortsat faldende oliepris og stor økonomisk usikkerhed knyttet til mægtige Kina, så er verdensøkonomien ved at finde sine ben.

Det mener i hvert fald Nordeas cheføkonom Helge Pedersen.

Nye PMI-tal viser ganske vist, at væksten fortsat har problemer i verdens næststørste økonomi, hvor indkøbscheferne vurderer den økonomiske situation til 48,4 og dermed under de 50, der er skillelinjen mellem fremgang og tilbagegang.

Helge Pedersen hæfter sig dog ved særligt én ting.

»Den gode nyhed er, at tallet steg lidt fra sidste måned, og at udviklingen dermed ser ud til at stabilisere sig – nok understøttet af myndighedernes bestræbelser på at holde væksten oppe gennem en ekspansiv økonomisk politik,« påpeger Helge Pedersen.

Men også i Europa er der mere positive strømme at spore.

For få uger siden frygtede vi en voldsom opbremsning i Kina, men det ser vi ikke i tallene.

Jacob Graven, cheføkonom, Sydbank

De europæiske indkøbschefers vurdering af den økonomiske situation er uændret i forhold til december, og næsten alle lande viser fremgang i fremstillingssektoren. Det skyldes ifølge Helge Pedersen udviklingen i råvarepriserne, den lave rente samt svækkelsen af euroen, der styrker konkurrenceevnen.

For Danmark er det særligt vigtigt, at den tyske økonomi fortsat ser ud til at være i god form. PMI-tallet for Tyskland landede på 52,3 – altså en anelse højere end i december.

»Det viser med al tydelighed, at hverken "diesel-gate", flygtningekrise eller nedtur i emerging markets-økonomierne for alvor har rystet tysk erhvervsliv,« forklarer Helge Pedersen.

I Sydbank er man knap så begejstret for dagens tal.

»For få uger siden frygtede vi en voldsom opbremsning i Kina, men det ser vi ikke i tallene. Omvendt kan vi konstatere, at der stadigvæk er behersket vækst i hele verden. Så det er svært at sælge tallene som en kæmpe jubelhistorie, men i bedste fald er der tale om en forsigtig stabilisering,« siger cheføkonom Jacob Graven.

Han peger på, at det er svært at få et reelt billede af udviklingen i Kina, fordi PMI-tallene kommer fra forskellige kilder og peger i flere retninger. Eksempelvis faldt den officielle PMI-indikator for fremstillingssektoren fra 49,7 til 49,4 i januar – det laveste niveau i tre år, men ser man i stedet på opgørelsen fra Markit/Caixin, så fremgår det, at indikatoren steg fra 48,2 til 48,4.

Læs også
Annonce