*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Tre grunde til, at vi ikke er på vej ind i en global recession

Den økonomiske fremtid ser ikke nær så dyster ud, som der hidtil har været spået om, ifølge seniorøkonom i Jyske Bank.

Økonomi
Muligheden for global recession er måske ikke lige så stor som forventet.  Foto: Richard Drew/AP

Der har de seneste par uger hersket spekulationer om, hvorvidt den globale økonomi er på vej ind i en ny recession.

Blandt andet uroen på de finansielle markeder har vakt bekymring, men tal fra verdens største økonomi, USA, vidner om knap så nedslående fremtidsudsigter. I hvert fald hvis man spørger seniorøkonom i Jyske Bank Niels Rønholt.

Lige nu vurderer han og andre økonomer, at chancen for en recession i USA er omkring 20 pct. - og på verdensplan endnu lavere. Niels Rønholt lister tre grunde til, at vi ikke er på vej ind i en ny global recession.

1. Forbrugerne er ikke skræmt af svingende aktiekurser

Privatforbruget trækker størstedelen af væksten i USA. Her har særligt detailsalget, der udgør cirka 40 pct. af privatforbruget, vidnet om bedre resultater end forventet i januar. Det tyder på, at forbrugerne ikke har ladet sig skræmme af svingende aktiekurser. Og spørger man Niels Rønholt, går det den rigtige vej.

»Vi mener fortsat, at der er potentiale til fremgang i privatforbruget, der er motoren for amerikansk økonomi i øjeblikket,« siger han.

2. Vi kommer til at se lønstigninger

De seneste par år har amerikanske forbrugere tjent 500 mia. dollars mere, men kun brugt omkring 400 mia. af dem. Det betyder, at 100 mia. dollars står klar til at blive brugt i løbet af foråret. Lønindkomsten er samtidig steget med 5 pct., og med en moderat inflation har det givet forbrugerne flere penge mellem hænderne.

Niels Rønholt tror på, at vi vil se flere lønstigninger, også på globalt plan.

3. Arbejdsmarkedet viser pæn fremgang

Derudover har USA også vist pæn fremgang på arbejdsmarkedet, hvor flere er kommet i arbejde. I starten af februar lå arbejdsløsheden på 4,9 pct. - et lille fald fra 5,5 pct. i april 2015.

Uroen på de finansielle markeder udgør dog stadig en trussel for den globale økonomi, forklarer Niels Rønholt.

»En let version af de tilstande, vi så under krisen i 2008, vil få forbrugerne til at spare endnu mere op og dermed hindre vækst,« siger han.

Læs også
Annonce
Annonce