*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Tre eksperter: Sådan skal du håndtere aktiemarkedet nu

Store kursudsving hærger børserne. Finans hjælper dig igennem investeringsmarkedet med eksperternes hjælp.

Økonomi
Solide amerikanske nøgletal giver mandag aktier i plus, men hidtil har 2016 været en bumpet vej for aktierne. Foto: AP/Richard Drew

Aktiemarkedet skøjtede rundt i sidste uge. Både inden for og uden for landets grænser. Usikkerhed og frygt for recession skræmmer investorerne. Men ifølge Frank Øland Hansen, chefstrateg i Danske Bank, skal investorerne holde sig i markedet.

»Det allervigtigste råd er nok at slå koldt vand i blodet. Hvis man stiller sig helt ud på sidelinjen, så vil man ofte også blive stående, når markedet vender. Så kommer man ind på en højere kurs, end da man trådte ud,« siger Frank Øland Hansen.

Man skal bruge 9/10 af sin investeringstid på at finde de rigtige selskaber og kun 1/10 på at finde den rigtige kurs.

Per Hansen, investeringsøkonom i Nordnet

I sidste uge kunne kurserne ellers nok have påvirket en del investorers blodtryk. Tirsdag faldt det danske C20-indeks, onsdag steg det med 4 pct., torsdag bød på endnu et dyk og minsandten om det ikke steg igen fredag.

Men svingningerne bør ikke give investorerne nervøse ticks, mener Henrik Drusebjerg, chefstrateg i Carnegie Investment Bank.

»Hvis investorerne begynder at hoppe ind og ud af markederne, så er der stor risiko for at få en på den ene side af hovedet den ene dag og en på den anden side dagen efter,« siger Henrik Drusebjerg.

Den investor, der er loyal mod sin strategi vinder.

Henrik Drusebjerg, chefstrateg i Carnegie Investment Bank

Investeringsøkonom i Nordnet, Per Hansen, råder til, at investorerne i stedet for at bruge for meget tid på kurs-kigning i stedet ser deres egen aktiebeholdning godt igennem.

»Du skal komme overens med din aktieprofil i forhold til din risikoprofil. Kig på hvad for aktier du kan forestille dig et fornuftigt afkast fra, nu når de sidste års aktiejubel er slut,« siger Per Hansen

Eksperternes overordnede råd er, at investorer skal holde fast i deres portefølje. Men de har også et par konkrete råd, hvis pengene skal flyttes nye steder hen.

»Hvis man kigger på den europæiske banksektor, så er aktierne handlet rigtig meget ned. For nogle er det ikke tydeligt hvorfor. Så der er måske en investering der,« siger Frank Øland Hansen, chefstrateg i Danske Bank.

Generelt holder eksperterne fast i, at investorerne vil nyde godt af at holde deres penge i de mere solide virksomheder, der tidligere har vist deres værd.

»Du skal kigge efter selskaber såsom DSV og Novo Nordisk, der år efter år leverer fornuftig indtjening. Du skal ikke kigge på kurserne. For hvis du bare rammer de rigtige selskaber, så skal du nok få fornuftige afkast på den lange bane,« siger Per Hansen, chefstrateg i Nordnet.

Læs også
Annonce
Annonce