*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Frygt: Eksport-dyk kan koste 24.000 job

DI håber på, at eksporten vil stige med 1,5 pct. i 2016. Hvis den ikke stiger, kan det koste mange arbejdspladser i Danmark.

Økonomi
Mange flere kan få behov for at gå ind og ud af jobcenterets dør, hvis eksporten falder i 2016.  Foto: Torben Andahl/Polfoto

En faldende dansk eksport i årets første måneder kan koste 24.000 danske arbejdspladser.

Det fremgår af en ny prognose fra erhvervslivets talerør DI.

DI håber, at eksporten vil vokse med 1,5 pct. i 2016, men i virkeligheden er der ikke rigtig nogen, der ved, om den vil stige eller falde.

»Der er pt. betydelig usikkerhed omkring vurderingen af eksporten. Det er vores vurdering, at eksporten samlet set vil stige med knap 1,5 pct. i 2016. Dette kræver, at vi ikke igen får negative overraskelser,« skriver seniorchefkonsulent Allan Sørensen fra DI i prognosen.

Kommer det ikke til at gå, som DI skønner, så vil det koste rigtig mange arbejdspladser. Et fald i eksporten i de første tre måneder af 2016 vil betyde, at der samlet set vil være en tilbagegang i 2016.

»Vi skal i så fald helt hen til sidste halvdel af 2017, før eksporten er tilbage på samme niveau som i 1. kvartal 2015. Dette vil reducere væksten i BNP med 0,7 procentpoint og betyde, at beskæftigelsen ved udgangen af 2017 vil være 24.000 mindre end i DI’s prognose,« skriver Allan Sørensen.

Faldende aktiekurser, faldende oliepriser og stor usikkerhed om den kinesiske økonomi er alt sammen med til at skabe stor usikkerhed om eksportens udvikling og udviklingen i hele verdensøkonomien i år og næste år.

Olien har indledt året med at falde til under 30 dollars per tønde, og de faldende oliepriser er med til at udhule værdien af dansk eksport, vurderer DI.

Samtidig har de globale aktiemarkeder været ude for en sand rutsjetur med ned og opture den seneste uge.

Den kinesiske import er i januar faldet med 18,8 pct., og det kan ramme de store danske virksomheder, som eksporterer store mængder til Kina. Det gælder bl.a. for Arla, som sælger mælkeprodukter til Kina. 

Men stiger eksporten omvendt mere end ventet, kan det skabe mange arbejdspladser.

»Hvis industrieksporten allerede i starten af 2016 indhenter det der blev tabt igennem 2015, og får mere medvind på eksportmarkederne end ventet, da kan vi opleve en merstigning i beskæftigelsen på over 20.000,« udtaler Allan Sørensen og konkluderer:

»Scenarierne illustrerer, at udviklingen i eksporten har stor betydning for udviklingen i dansk økonomi.«

Læs hele prognosen fra DI her.

Læs også
Annonce
Annonce