*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
Finans
Annonce
0

Oliekæmper fastfryser olien - prisen falder

Verdens to største eksportører af råolie, Saudi-Arabien og Rusland, er blevet enige om at fastfryse deres produktion af olie. Venezuela og Qatar følger trop.

Den store oliepriskrig
Saudi-Arabien og Rusland gør nu et forsøg på at komme den massive overflod af olie på verdensmarkedet til livs. Foto: AP/Hussein Malla

Saudi-Arabien og Rusland gør nu et forsøg på at komme den massive overflod af olie på verdensmarkedet til livs.

På et møde i Doha har de to olienationer besluttet at fastholde deres produktion af olie på samme niveau som den 11. januar. Det oplyser den saudiske olieminister, Ali Al-Naimi, ifølge Bloomberg News.

Fastfrysningen af olieproduktionen er »passende« og sikrer, at Saudi-Arabien stadig er i stand til at imødekomme efterspørgslen fra kunderne, siger Ali Al-Naimi.

Også Qatar og Venezuela er gået med til manøvren. Rusland - anført af energiminister Alexander Novak - har tidligere afvist at skære i produktionen, men har nu skiftet spor.

Ifølge Det Internationale Energiagentur, IEA, producerede Saudi-Arabien 11,2 mio. tønder olie om dagen i januar. Rusland producerede næsten 10,9 mio. tønder om dagen i samme måned.

Olieprisen er styrtdykket gennem en længere periode på grund af massivt overudbud i markedet. De store olienationer har pumpet på livet løs i et forsøg på at fastholde deres markedsandele.

Imens er oliesektoren og olieservicesektoren sendt ud i en omfattende krise, der har ført til nedskæringer, massefyringer og konkurser. Forbrugerne derimod har nydt godt af lave benzinpriser.

Kort efter udmeldingen om den nye aftale mellem Saudi-Arabien og Rusland steg prisen på både nordsøolie (Brent-olie) og amerikansk råolie (WTI-olie) en smule. Klokken 10.55 er den igen nedadgående, således at en tønde råolie fra Nordsøen nu koster 33,7 dollars og en tønde WTI-olie 29,7 dollars.

Qatar har tænkt sig at monitorere den nye aftale, siger landets energiminister, Mohammad bin Saleh al-Sada, på et pressemøde. Lave oliepriser har ikke været positive for verden, siger han.

Flere analytikere hæfter sig ved, at olieproduktionen nu er frosset fast på et niveau, der ligger over efterspørgslen - og at Iran, som er blandt verdens 10 største olieproducerende lande, ikke er med i aftalen.

Læs også