*

Finans Jyllands-Posten Watch Medier Om Finans Persondatapolitik
0

Indeks: Den økonomiske frihed er faldet i Danmark

For tredje år i træk er Danmark rykket tilbage på liste over verdens mest frie økonomiske lande.

Økonomi

Danmark kan med det ene øje glæde sig over igen at være et af de mest økonomisk frie lande i verden, og med det andet øje græde over, at netop den økonomisk frihed i landet er faldet det seneste år.

Det viser det årlige indeks Economic Freedom, der udgives af mediet Wall Street Journal og den konservative tænketank Heritage Foundation.

Danmark er for tredje år i træk faldet en placering tilbage på indekset og er nu på en 12. plads, en placering efter USA. Listen toppes igen af Hong Kong.

Mens Danmarks score over økonomisk frihed i landet gik op fra 2014 til 2015, har scoren taget et dyk det seneste år med ét point.

Med andre ord. Den økonomiske frihed i Danmark er ifølge indekses blevet mindre.

Danmarks placering

Sådan har Danmark placeret sig på Economic Freedom-indekset de seneste år.

2012: 11

2013: 9

2014: 10

2015: 11

2016: 12

På to af de underindeks, der bruges til at udregne den samlede økonomiske frihed for et land, klarer Danmark sig rigtig dårligt. Danmark ligger således helt i bund på underindeksene Government Spending, der måles ud fra udgiftstrykket som andel af BNP, og Fiscal Freedom, som måles ud fra skattetryk, selskabsskat og marginalskat på arbejde.

I sidstnævnte underindeks kommer Danmark ind på en 180. plads, hvilket placerer Danmark næstsidst på det parameter. Kun Nordkorea ligger lavere. Nordkorea er i øvrigt med afstand det mindst frie økonomiske land i verden ifølge indekset.

Mads Lundby Hansen, cheføkonom ved den borgerlig-liberale tænketank Cepos, mener da også, at netop den offentlige sektor og skatteniveauet trækker ned for Danmark.

»Det er åbenlyst, at hvis den økonomiske frihed skal øges i Danmark, skal der i høj grad sættes ind omkring udgiftstryk og skattetryk. Der er nogle lavthængende frugter. Man kan afvikle efterlønnen og fjerne topskatten og registreringsafgiften,« siger han.

På andre underindeks af Economic Freedom klarer Danmark sig dog rigtig godt. Førstepladsen indtages på underindeksene omkring håndhævelsen af den private ejendomsret og fraværet af korruption.

Det er med til at forbedre den økonomiske frihed i Danmark, mener Mads Lundby Hansen.

»Disse to variable er meget vigtige for investorer. Det er vigtigt, at man som investor ikke skal frygte for nationaliseringer, og det er også vigtigt, at konkurrenter ikke kan udkonkurrere en effektiv virksomhed som følge af korruption. Desuden har vi relativt få arbejdsreguleringer og et fleksibelt arbejdsmarked,« siger han.

Economic Freedom-indekset udregnes ud fra fire hovedkategorier, nemlig retssikkerhed, størrelsen af den offentlige sektor, reguleringer og åbne markeder. Hver kategori har som før nævnt nogle underkategorier, eller underindeks om man vil.

Enkelte lande har ikke fået en samlet rangering på indekset, da det ikke har været muligt at give dem en rangering på nogle af kategorierne.

Landene med den højeste økonomiske frihed i verden

(tal i parentes er landets score)

  • 1. Hong Kong, 88,6
  • 2. Singapore, 87,8
  • 3. New Zealand, 81,6
  • 4. Schweiz, 81
  • 5. Australien, 80,3
  • 6. Canada, 78
  • 7. Chile, 77,7
  • 8. Irland, 77,3
  • 9. Estland, 77,2
  • 10. Storbritannien, 76,4
  • 11. USA, 75,4
  • 12. Danmark, 75,3
  • 178. Nordkorea, 2,3

Kilde: Economic Freedom-indekset

Læs også
Annonce
Annonce